Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252 Digterverker.
Med vanlig Kjækhed paa Rialto talte
jeg Dogens Datter til, og Folket tyded
det som et Træk af ægte Lighedssind.
Jeg borged mig en lidt anstændig Kappe —
det leed ei Folket — spilled Kavaleer,
men var, med al den Huulhed, dødsforelsket,
saa for et Smiil af Damen, jeg forfulgte
med Serenader hvergang Maanen straalte,
jeg gjerne skulde see Venedig synke,
Lagunens Mudder suge ned San Marco.
Saa elsked jeg, og blues nu og angrer —
ei at jeg hævned mig og vil fuldbyrde,
men at jeg legte saa med Elskovs Slange.
Min Smerte, da jeg blev med Haan forstødt
som en Plebejer, lærte mig hvor dybt
den Ømheds Glød var sjunken i mit Hjerte,
og for at slukke den, det gamle Had
mod Republikkens Optimater, lod
sin gjemte Givt jeg øse i mit Blod.
Forgjæves Kjærligheden Givten taalte.
Jeg med Foragt min egen Ringhed maalte.
Saa elsked jeg. Nu har jeg kun den Trøst
at gjenne Cinthio fra hendes Bryst.
Carraras Dolk ham over Issen hænger.
Saa til Gonzagas Hær! Da Munk ei længer!
Da Sværd ihaand og Terningspil ilomme!
Dog knapt den gamle Lystighed vil komme;
ei heller gamle Tiders Sværmeri.
Mazolieros Liv er alt forbi.
FEMTE SCENE
(Carlo Carrara og Sekretæren komme. Mazoliero).
Sekretæren
(seer forbauset paa Mazoliero).
Han der?
Carlo.
En trofast Tjener af vort Huus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
