Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 3
Men ve! Legioner komme.
Riimhvide Dage komme.
Din Barm mørkner under Aaget;
dit Hjerte hænger som en overvunden Fahne;
Tænderne — o Palmyras Søiler! — briste.
Møllene summe op . . Nu er det stille.
Da, hvor er da Stella? Se her er min Harpe
med een brusten Streng!
I Himmelen først, skjøndt neppe et Piilskud fra Skreya,
et Spring fra min Plads ved den bøjede Birk,
faaer jeg den brustne heel igjen;
knælende Stella selv fletter den ind.
«Den brast» — vil hun sige — «dengang med ængstligt
Raab du forfulgte min legende Flugt.
Vi løb — o uforsigtige Leeg! — paa en Kirkegaard,
saa Begge vi snubled i en Grav.»
«Stille, Elskte, stille!» — saa vil jeg afbryde! —
«jeg fandt dig jo i din Flugt?
jeg greb dig jo her mellem Stjernerne?
Udødelighed er vor Medgift;
Straaler vor Bryllupsdragt,
din stjernehvid, min sølvergylden;
paa de Saliges Høje staaer vort Hjem;
Messias os vier for en Evighed;
Seraferne spille; vi dandse igjennem den straalende Himmel.»
Se, Skjald! min Vemod blifer Fryd, min Fryd Sang under Birken,
Sang, Sang her mellem Himmel og Jord, her hvor et Par af
Ørne, som nær have Redet gjemt, susende svale mig,
Sang, Sang om Himmel og Jord, om Sjelenes Væsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
