Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 5
/
/
. . Hvor ligner den Frelserens Kjærlighed!
O vor ømme Stammemoder!
Jeg Himmelens Kjærlighed kun vil besynge,
forglemme min egen, den jordiske.
Hvad taabelig Tale! thi denne jo
stammer ogsaa ned fra Himlen?
Nu veed jeg jo selv vore himmelske Navne,
hvormed vi skal døbes i Gravene.
Jeg Aanden har seet som boed i
Adams Hjerte — mig han ligned —
og den som besjelede Evas . . 0 Stella,
jeg gjenkjendte dig i den Herlige!
Som Aanden du engang skal bære en
Krands af Himlens Stjerneblommer,
dit Arveklenodium ; da træder jeg frem af
de Skyer, hvor i Fjernet jeg knælede.
Med lysende Blommer af Krandsen da
skal du stolt bestrø mit Hoved,
hvis dristige Løfte jeg løser: at kvæde
om Himlens og Jordens Forbindelse.
0 djærve Forsæt! . . Mig ængstes
Alnaturen har hørt det.
Birken har tilsuust Sjøen det,
Sjøen mod Kysterne ruller det.
Altet ombruser mig tordnende:
«Se, Digter, er jeg ei Kjærlighed al?
Glem ikke Stjernerne! Glem ikke Blomsten!
glem ikke Ormen i Støvet!»
Og Stjernerne, een efter een, sig nærme,
liig fulde skinnende Seil;
Dyrene bryde frem ifra Skoven,
omringende mig med venlige Blik;
Ormen sig reiser i Lyngen,
stolt som en Drot, der sit Rige beskuer;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
