Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 37
(ei denne hvalte Morgensky) hans Pande
var mørk (ei denne glatte Svanevinge)
og Øjet rødt (ei dette Dueblaa) —
da spaa i ham en Skabningens Tyran,
at Jorden blive vil hans øde Borg!
da spaa Aljorden Skræk og Himlen Sorg!
Men i hans Skjønheds bløde Vuggedragt
har Gud kun mindste Aandefoster lagt;
og Han af Nød kun dræbe vil, og tæmme
kun Frihed, naar han bør, og ei for ei at glemme,
at mindste Vinge hæves indenfor
hans Vældes Grændsers vide Trællesnor,
at fjernest Hjerte dog er hans Klenod
og fjernest Aare er hans Riges Flod!
Han veed jo selv, at svag er han som vældig
og at hans hele Legems Glands er kun
en mølædt Kappe, heel affældig,
en Honningdugg i Gravens aabne Mund.
Hans Lunge aaben staaer for Pestens Pust,
paa Kinden falder Svindsots røde Rust.
En Sorg? — der brister ned det stolte Værk;
et udbrændt Kul er Hjertet; Læben sort
er Ormenes raadne, nedsjunkne Port,
og Øjesafiren, hans Herskerkugle,
er bleven et Korn for Ravn og Ugle.
Æoner,
End rinder Hans Blod
isøvne sagte.
Halvlukte Zwiebel
er end Hans Hjerte.
Hans Vaagnen vil være
som Tempels Aabning.
Og i dets Indre
med Ild staaer skrevet
hans Gudemærke:
«Jeg er! Jeg er!»
— det Raab, hvormed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
