Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.38
sin Livsfcst han aabner
og vil den ende,
naar Sandsers Frydblus
ei mere brænde —
det Løsen, hvorpaa
ham Aanderne kjende,
naar gjennem Graven
han let er vandret
som gjennem en Sky —
Bevidstheden, at,
liig Demanten, kan
hans Selv ei knuses.
Nedstødt i Dybet,
til Rum forviist
hvor Stjerne ei lyser,
i Jordens Midte
af Ild begravet,
bestandig tindrer
det frem deraf.
A k a d i e 1.
Menneske vaagn! Den trofaste Sol
vækker dig op paa din Konningestol,
i din herlige Hal
med Skybaldachin,
baaren paa Søiler af Morgnens Rubin
og Aftenens Buer af røden Koral.
Af Tordner den ryster,
den flammer af Lyn.
Det rædsomme Syn
din Sjel kun forlyster
med helligt Behag.
Du siger da rolig:
«et Tempel er nu min Bolig,
af Fakler opfyldt og af Cymbelslag.»
I Hvælvets dybblaa, rolige Høje,
evindelig klart over Skyerne spændt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
