Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3. BESJELELSEN
Phun-Abiriel over det endnu slumrende Menneskepar.
P h u n-A b i r i e 1.
Ha, denne Salige, som drømmer her
i Paradiset, Jordens Hjerte!
Som Barn ved Moders Barm han hænger,
og ødsler med dens Rigdom.
Han ejer Alt: der er ei Blomst paa Jorden,
der knæler ei som hans Slavinde.
Ak, arme Phuniel, hvad ejer du?
Ha hvor er disse Verdners Ejermand?
Du kan ei plukke Stjerner, om det lysted’;
for Denne her er Blomsten Stjerne.
Og Løvens Brøl, som han kan tæmme, er
en Torden. Ha han synes sig en Gud!
Vil du ei lette dine Øjebryn,
og see dig om, og tænke paa at nyde,
du Lykkelige, fuldt din første Drøm,
som Livet skjænker — nei den skjønne Sandhed?
og, spredende din Søvn, din Sjels Tusmørke,
beskue stolt dit Riges Glands, din Dag?
og stirre ind i Natten, din Skatkiste?
Thi Stjernerne dig Ejendom maae synes,
naar du paa Evigheden har Forskrivning;
og heller ei de vilde vises dig,
hvis de med dig forbundne ikke vare.
Dog har jeg tællet, men forgjeves,
saa al min Vinding er den Viden, at
mig Verden ejer, og jeg ikke den,
saa jeg min Form og mig faaer selv tillaans.
Dog boer en Lyst i min Erindring,
som visnet Roses Duft om Kvisten svæver,
saa jeg til Støvet drages fast tilbage,
endskjøndt jeg veed, at gjennem Dødens Port,
der aabnes let af svagest Støvskabt,
ei mægtigst Aand tilbage trænge kan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
