Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digierverker.42
Jeg mindes, at min Nerve lifligt skjalv,
som Balsaminen, der sin Sæd udkaster,
at mig omgav et Kjød som friske Roser,
og at mit Blod som Druens kunde bruse.
Dog saae jeg Himlen aaben over,
og gjennem Blodets Brusen stedse klang,
skjøndt afbrudt tidt som Havfruharpen,
en Røst ifra mit Indre eller den,
der kaldte opad opad mellem Stjernerne.
Men, se, i denne fagre Skabnings Slummer
staae Livets Porte aabne, ikke Dødens.
Og bedre, Phuniel, en Verdens Konge
(om Liljer kun for Stjerner, Roser kun
for Sole den besidder) her at være
end Undersaat i Aandeverdnen. Træt
jeg er af Tænkens Lyst, af frem at stirre
imod Uendelighedens sorte Baggrund.
Men Sandserne i Adams unge Legem,
iflettede hverandre, Phuniels Træthed
et Leie byde mig af Blomster, som
indhylle Søvn i bløde Blade og
i Vellugt Drømme. Menneske,
laan mig dit Legeme, Triumfporten
igjennem hvilke Aander gaa til Støvet
og Onne krybe ind i Himlen!
Jeg vil, som i en Grav, mig strække deri
(som Bien her, der træt af sig at tabe
ved evig Flugt i vide Luft har hyllet
sig, balsameret med Vox, i Rosen ind) . .
Jeg vil ved Nerveklang og Blodets Surren
forglemme Hvad jeg var, og nu begynde
ny Evighed. Dog vil jeg, at jeg ei
min Dydkraft, Aandens Værdighed, skal glemme
i Sandsesøvnen mig anstrænge, saa
det synes skal, som Loven stod i Hjertet,
som gamle Træk indhugget; og, hvis sig
Fornuften finder nogen Kundskab, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
