Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 73
som om af Talen Alting blev belyst,
som om de Syner, der nys trængte mig,
for Ttmgens Klang flux fløi til deres Sted,
som om jeg med min Tunge Alt behersked.
Thi samme Øjeblik, jeg sagde:
«Lys! Ild! Luft! Jord! Mørke! Vand!»
da standsed Ild og Luft og Lys heroven,
og Jord og Mørke sank herneden og
til Skoven Skyggen løb, og jeg, dengang jeg saae
mig Selv imidten rolig, raabte høit,
som for at undertvinge alt det Mindre:
«Jeg seer. Jeg er!»
Hør, da jeg dette sagde.
og hørte Selv, jeg sagde det: saa vidste
jeg, at jeg var, saa vist som Solen var,
thi Begge saae jeg; og jeg vidste da,
at Livsensstraalen, som jeg fik fra Solen,
og som betvang nu Alt, var den, som kaldte
sig Selv nu: Jeg.
Eva.
Hvor ligt mit Liv er Mandens!
Adam.
Da Alt jeg havde mønstret med mit Øje,
og ordnet Alting med min Tale — ha,
mit Bud! thi Alting lystred hvad jeg talte;
thi Alting vidste jeg var saa isandhed,
som jeg det saae og nævnte, saa jeg turde
om Dalen sige, at den knæled, og
om Bjerget, at det stod, at Sletten laae,
at Træet taug, saa ikke Fuglen var
dets Tunge, som jeg nylig maatte troe —
. . Da Alt jeg mønstred nu og ordned — Ha,
da syntes mig, at noget Andet end
min Tunge i mig talte høit, saa høit,
at «Tys!» jeg raabte «Tys! jeg hører . . ha!»
Og dog jeg hørte ei med Øret Noget,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
