Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 95
.
paa favre Aftenrødme ; hvis den synes
Ham ond, paa svullen Mulm; og Morgnen viser,
om Han vil straffe eller vil forsonet
det Hele slette ud i Himlens Blaa.
Om Natten seer jo Maanen, eller og
dens Vrede taler til os gjennem Stormen,
hvis ei den, ikke nænnende at straffe,
i Regn udbrister! Og, se alle Stjerner
jo stirre efter hvert af vore Skridt!
Adam.
.Ha! . Dog jeg føler,
at Noget ulmer paa mit Hjertes Bund,
som kunde, om det lysted (skjøndt det synes
mig kun et lidet kulsort Nøste af
en fiin, uendelig Edderkoppetraad,
hvis Ende useet gaaer i Dybet) håane
det store Solens Guddomslys, og tvinge
min egen Haand til Maanen at besudle
med Dynd og Muld af dette samme Altar,
den reiste op til et Forsamlingssted
for Jordens Suk til Maanens Guddom —
ja, ofre til mig Selv al Jordens Fedme,
men slænge hen til Stjernerne, af Naade,
de levnte Been og Horn . . ja, om det lysted!
Eva
Du mig forfærder
Adam.
For mig selv jeg ængstes.
Thi Jeg en taagedunkel Villie ejer,
der svømmer nu, fordi det lyster, nederst
paa Bunden af mit Blod, men — ha, jeg føler —
vel kunde til et Skyuhyre svulmes
op af en stormstærk Kraft . . Ha, lad den stige!
Jeg prøver den . !
(omstyrter Solens Altar.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
