Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 97
paa Panden gløder. Heller ei det trøster,
at Solen ikke saae min Daad. Thi blues
mit Hoved maa nu for mit Hjerte,
og Manden græder — Jordens Gud!
Eva.
Tro, Solen var ei Gud, hvis ei den var
saa god som stærk. Og se jeg ofrer Maanen
mit Håar af Sorgens Farve for din Sorg.
(Afskjærer sit Håar, og laegger det paa Maanens Alter.
Her laegger jeg din Sorg paa Altret! Tro,
at Maanen i sin Taushed vil for Solen
din Udaad gjemme!
Adam.
Ha, Mandens Liv! se, Manden har et Større,
et endnu Stærkere, som omsnoer hans Hjerte,
et Stærkt, saa det den tøileløse Villie
til Intet, til en Taare, bleg paa Flugten,
o til et Suk, der maa sig give tabt,
kan klemme sammen.
(reiser Solens Alter igjen)
Jeg er da fri som Gud, kan skjænke Guden
af Mit igjen, for hvad han skjænker mig.
Se, Manden bliver gavmild og stormodig
og ei en hykkelsk Tyv, en bunden Smigrer!
Thi Offerdyret, bundet paa mit Alter,
dets sorte Blod, der ryger fra min Arm
mod Solen, skal for Guderne betegne,
at Mennesket sit sande Offer bringer:
at med sin bedste Kraft han har betvunget
og kvalt og bundet over Hjertets Alter
sin stærke, skyuhyre, onde Villie,
saa ei den, som den kunde, vil sig reise
til Haan mod Gud, men knæler ydmyg ned.
Men det, at Offerdyret være maa
af Jordens Bedste (se, en kulsort Tyr,
der glindser jo som Natten!) skal betegne,
at Villien, som han til et Offer lod,
Digterverker VI. -j
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
