Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98 Digterverker.
er Menneskets Hjertes herligste Klenod.
Thi Manden frydes meer end frygter i
sin Villies Rasen, om den svulmed end,
og blæste fuld af Haan selv Himmelen,
og øded i sin Vildhed Jorden; thi
dog Manden følte stedse, Han var fri.
Men — Menneskets Guddom! — se, vi er saa frie
at vi med selvskabt Fromhed ofre tør
en Deel af vor Frihed, og være frie som før!
Aka die 1.
Mennesket ved første Synd
sig Selv at kjende har begyndi.
Abiriels Kraft
ikke er i Manden tabt.
Thi — som om han vidste.
denne Kundskab er den sidste,
inderst bleven
Aanden skreven
i dens Væsens Dunkelhed,
at den kun gjennem eget Væsen den Evige kan se
stirrer gjennem Muld og Blod
Han sit Hjertes Dyb imod,
og med Taarefakkel ned
luder han i Syndefaldet,
om han der sig Selv kan see;
men han finder kun dets Dybde
ved dets Gjenlyd af hans Vee.
Sit Hjertes Barnealder, Uskyldigheden,
hans Kummer kalder et lukket Eden.
Hans første bevidste Taare er
en Cherub med blinkende Glavind der.
Ved første Greb af hans Frihed han synes
som om han tilfældig
en Tordens Lavine i Rullen har sat,
som om han bortlynes
af Stormen übændig og vældig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
