Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 99
henover en Hede i Hvirvel og Nat.
Han ræddes for Frihedens Magt.
Som Fuglen i Blæsten,
som Barnet paa Hesten,
Han kan den ei styre.
At Viljen, den yre,
liig Stormen i Ørkenens Baner,
ei Grændse vil kjende
og Ønsket ei Ende,
med kildrende Angest har han opdagt.
Han føler sin Synd — den første — Han ahner
at vorde han kunde
for Jordkloden ond, af Himlen forhadt.
Han vaagner afblunde,
forfærdet ved Braget
naar Edens Port igjen bliver slaget,
og seer sig da nøgen i Ørknen forladt.
Paa Døden han tænker;
hans Øje sig sænker
paa egen Grav, i hvis Mulm hans Liig,
saa blegt som et Fosfors Fuldmaaneskin,
engang skal strække sig,
og gjennem den revnede Grav han skimter
af Evigheden en Straale fiin.
Den salige Tro
han kalder sit Livsens Træ.
Hans Liv i dets Læ
kan rinde i Ro;
thi Himmelen glimter
igjennem dets Grene, der rage
over hans Dage,
sig skydende op
fra Vuggens Rod
igjennem Stammen af Kjød og Blod,
med Englevinger til Blade i Top.
Nu burde sig nøje
hans speidende Øie.
Det har jo franeden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
