Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 113
A n a h (afsidcs)
Jeg vil ham følge den Ulykkelige.
Fortvivler han, da skee det ved mit Hjerte!
(iler efter.)
A k a d i e 1.
Sig Himlens Aander ifra Jorden vende,
forøgende dens Skyld ved deres Ve.
De røde Draaber,
som Cains Hjerte brænde,
vil han som Aand i Evigheden see.
Dog haaber! haaber!
Engang vil paa hans Pande
hans Gjernings Skygge sig med Klarhed blande,
og Cains tunge Fod,
der tør paa Jord ei gaa, for ei at træde
i Abels Uskyldsblod,
ei vandre langsad Havets Strande,
for ikke i sin Moders Graad at vade,
vil synke træt i fjerne Himmels Havn.
Hans vilde Flugt, naar alle Vindpust føre
hans Fars Forbandelser kun til hans Øre,
naar han i Dagens Hvælv kun seer en Taare,
der svulmer i hans Broders Enkes Øje,
sin Mor i Natten, graa af Sorg, der bøjer
sig med udslaget Håar ved Abels Baare,
vil engang standse i hans Broders Favn.
Som Jernets hvide Fnug i Flammen
forgaaer i Angrens Gløder Syndens Ve.
Fra Sekel og til Sekel falde Draaber
fra Kummerens Blik derpaa; men dog tilsidst
de syde ikke meer — da Aanden haaber,
hvad glemt paa Jord da er tilgivet hist,
og Himlene da engang skulle see
omfavnte Cains og Abels Aander sammen.
Digterverker VI. o
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
