Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114 Digterverker.
5.
(Den gamle Adam paa Dedslejet. Eva, som en gammel Kvinde, siddende hos ham. Deres
Afkotn, Mænd, Kvinder og Børn, forsamlet udenfor og i Hyttens Dør.)
Eva.
Tys! Stille Børn! Jer Mumien stopper til
jer Faders Øre, saa hans Aand bli’er kvalt,
og finder ikke Udvei.
En S ø n.
Døv han er jo.
Eva.
Hvad sagde du?
En Sø n.
Vor Fader er jo døv.
Eva.
Ja døv! Din Mo’r er døv, din Fa’r er blind,
og nu er ogsaa Tungen bleven stum.
Hvis I har Ærefrygt, saa stopper Øret
med Mos og værer døve som jer Moder!
Tillukker Øinene med Dynd, at ei
I skulle see hvor Eders Fader famler;
og tier stille i jer Sorg som Han!
Bedækker Hovderne med bleget Mos,
og bøjer Jer, og ligner da jer Mo’r,
som fyIder nu sit Skjød, hvorfra I stege,
med visnet Håar, og nikker stedse søvnig!
. . Det var engang . . .
(slumrer ind. Adam drager et Suk. Hmfvaagner.)
. . Hvo talte? Jeg vil bande
Den, som i mine Øren skreg, som om
han havde med ugudelig Haand oprevet
sin Faders Øjelaag i Dødens Stund,
saa Livets Fryd og Sol ham kunde håane,
og Aanden, som paa Læben var, blev trukket
tilbage end engang, igjen at døe.
Har jeg født flere end den ene Cain?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
