Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.128
En Offerpræst.
Thi, hør! ei eget Altar slaae
de vrede Guder, om Alt forgaaer.
Ene, midt i det endeløse Hav,
det kneise som et Minde over Livets Grav
og som et Minde, at eet Hjerte dog var fromt:
Det, SOm Opreiste det. (Alteret skylles væk.)
Mennesker.
Hver forbande nu sin Broder, han hvis Synder dræbe dig!
Himlen Jordens eneste Gave Altret, har forskudt. 0 Ve!
Hvor skal vi fra Hevnen flygte nu i Guders vrede Mulm?
Dødens Sværd er paa vortHoved,Dybet gaber ved vorFod.
(De flye. En Moder taber sit Barn.)
Moderen. (famlende efter det.)
Hvor . . ? — Ak, Dødsens Mulm,
befoel dig Guderne at sænke dig
imellem en Moder og Barnet?
Bølgen skreg? 0 tys!
Mit Barn, hvor er du? Jeg skal flye med dig.
Din Vugge jeg har jo i Skjødet.
Fæle Lynets Lys!
Mit Barn er skyllet op paa Klippens Horn:
et Dyb er mellem Moder og Barnet?
Heller kunde da
et Dyb mit eget Hjerte kløve —
(Styrter sig i Våndet)
Skrig, Barn! og led mig, Lyn!
(En Mand kommer drivende paa sammenbundne Træer, Den svømmende
K vinde omfatter hans Flaade. Han støder hende vaek.)
M a n d e n.
Ha, skulde jeg ei nyde af min Kløgt,
der lod mig ride paa og tøile Våndet?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
