Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket 131
M a n d e n.
Vi ere nu som Adam og som Eva:
vi holde Livet inden vore Arme,
og dette Horn af Fjeldet er vor Jord,
og denne Ørnerede Paradiset.
K v i n d e n.
Se, Mand, hvad kommer hist? Et Bjerg, som flyder?
M a n d e n.
Ah, det er Noahs Bygning, ham man spotted
da han arbeidede med sine Sønner
og speidede mod Himlen. Ha, hans Kløgt
er værd, at alle disse Slægter døde!
thi nu maa Dybets vredereiste Ryg
jo bære Manden? Havet er hans Slave.
Hvor stolt det glider her forbi
det Tempel for en Adamsætlings Aand!
Det suser Spot til mig fordi min Sjel,
skjøndt Hav og Himmel drønte, endnu sov
og skjøndt hver Kvist, som drev forbi,
mig burde lære hvad den Noah lærte,
Af Skam jeg burde styrte mig bagefter
i denne hvide Elv, der følger Snekken,
hvis du ei var her, Pyrrha, og mit Haab.
(Brune Mennesker forsamlede ved Ganges.)
En Mand.
Paa rappe Heste, høje Dromedarer
fra Vestens Sletter ere Bud paa Bud
hidkomne for at smelte deres Skræk
i salige Hindostans milde Sol.
En fremmed Mand.
Vi ere
ei længer Flygtninger, thi vi har seet
fra Dhavalagirs Top, at Himlens Brand
er slukt, at Dybets Svulmen sank som Røg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
