Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 135
den Himlen ei vilde knuse og splitte,
at ikke hele Jorden skulde døe!
(Røde Mennesker forsamlede paa Chimborazzo.)
En M a n d.
Ah, Jorden skjalv da for at føde? Se
fra Andes, hvor vor Jord er voxet — ha,
udbredende sig i Havet! Vælted Havet
mod Østen sig at sluge Østens Lande? —
thi se mod Øst det endeløse Land,
hvor før var Hav! se Landets store Floder,
hvor før var vilde Strømmes Gang i Havet!
og, skvulpende i Dønninger tilbage
paa denne Side gjorde Chiles Kyst
saa steil og lige, og Panama smal,
da det igjennem denne Lænke vilde
sig bryde, for sit Løb igjen begynde?
Før syntes vi vor Jord var liden, kun
en Bjergekrands, der kløved Havet . . Ah,
nu see vi ikke Havet meer mod Øst;
men kun dets Kilder i disse Landets Floder,
der stige fra de gamle Tinder ned
at maale og besee de nye Lande.
A k a d i e 1.
Mennesket troer,
at Himlen, Guds Barm, kan fyldes saa fuld
af Suk og rygende Synder fra Muld,
at ud den maa briste og knuse hans Jord,
til Intet tilbage knuge det Alt,
Livet saa herligt har formet og malt,
det splitte paany ad i Chaos’ets Damp,
der først ved Livets og Dødens Kamp,
som Livets Seirsbytte, dynged sig til
en Jord, der rødmed i Lysets Smiil.
Han troer, at Jorden, det Døde,
for ham, for Aanden, skal bøde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
