Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 151
**
ved Tigris «Belus», og i Schythien «Odin»,
hos Celterne «Tuisto», og i Hellas
«Dionysos» «Herakles» «Zeus» «Saturnus».
Først drømte Barnet kun om Moderbryst;
i Moderskjødet fandt det da sin Jord,
i Brystets Knoppepar sin Sol og Maane.
Sig Yngling reiste saa, og saae sig kastet
i Livets Bølgegang og Brusen — ha,
«Hvo rørte Blodet? Hvo mon Tordnen slog?
Hvo gik i Bølgen? og Hvo fløi i Stormen?»
Han vidste ei. Han ofred blot, og skjalv.
Saa Manden stirred til hans Blik blev graat,
paa Jord og Himmel, paa de Ting, som skrækked
de Dødelige saa, og ind han hylled
sit Hoved, at det ei af Tanker brast.
Hans Sjel med Offerrøgen steg og dalte.
Hans Tanker syntes snart at fylde Himlen,
omfatte let som Skyer hver en Stjerne,
og see med Solen ned paa Alting; men
med Asken sank de ned igjen.
Han vidste ikke, hvi han ofred hvad
han fra sin Hunger tog; dog dreves han
til Alteret. Han kjendte ei sin Herre,
dog vidste han sig Træl, sig bunden følte.
«Fik Solen Ofret? Hører Stormen Sangen?
og hungrer, mættes Skyen? Ve, se Tordnen
sit eget Offer splittrer! kold gaaer Skyen
sit eget Altar over, ligegyldig
sin viede Ild den slukker!»
Da vendte Manden Blikket mod sit Hjerte,
og saae sin Aand — og nu hans Rynker kroged
sig ei som Spørgsmaal, men som Viisdomsstave,
der maale Dybet, finde Himlens Midte.
Da saae i Verden han et udstrakt Legem;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
