Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150 Digterverker.
Dog, om de voxede, som hos de Folk
vi kalde Vilde og Barbarer, til
uhyre Dynger, som med smudsig Skorpe
hvert Hjerte overgroede tykt, dog mægted
de ei at værne sig mod Snillets Flid,
saalidt som Jorden, trods dens Sammenhæng
og Vidde, Plovens Tand kan standse, eller
dens Fure, naar den løber, klemme sammen.
Saa skjære Plantestæder ind sig i
Barbarens Lande, og de Vildes Hytter
med Skam sig trække ind i Skovene.
De see med Blusel sig imellem Dyrene
og disse Fremmede; og Sønnen elsker
ei meer det Liv og Magt hans Fædre lærte
af Sviin og Ulv. Som Skovens Papagojer
de Fremmedes Sæd og Ret de efterligne,
til høit de hæve sig som de paa Jorden.
Saa maalte Manden Jorden som en Stad,
og Staden som et Huses Kammer, saa
ei Bævren eller Bien spotted mere.
Ved Lov og Ret hvert Folk tilskifted han
et Land, hver Stad til Borgere, hvert Huus
og Kammer delte han imellem Brødre.
Og Kongerne kaldte Manden deres Fader,
og Krigerne kaldte Manden deres Høvding;
og Præsterne kaldte Manden Solens Søn
(thi Hjerterne oplyste han ved Love,
med Vinter-Strenghed og med Sommer-Mildhed
dog skinned Retfærd gjennem Strengheden,
som Vintersolens lunkne Blik i Skyen)
og Folket kaldte Manden deres Gud;
og alle Tunger med forskjellig Tone
ham hylded. Saa langs Nilen klang «Osiris»
ved Ganges «Crishen», «Fohi» lød i China,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
