Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 153
— Og Manden førte op de Viseste
til Fjeldene, og lærte dem at sanke
ved Solens Lys og Stjerneblus de spredte
Almagtens Trin og Smiil af en Algodhed.
Da, se, han lærte dem Guds høje Tanker
i Tavler male ind med hellige Tegn.
Et Æg Alskaberen da viste, som
i sig indslutter Alt. En sløret Kvinde
betegned Guds ugranskelige Viisdom.
En Mand, med Solen i sin Pande malt
og Stjerner funklende paa alle Lemmer,
men endende i Dyrelab betød
Guds Viisdom, sig i Verden ifra Sol
til Krybet aabenbarende som Almagt.
En malet Slange som i Svælgets Dyb
sin Hales sidste Stjerne slugte, viste
den Evige, i hvem Allivet bølger
(de vide Sfærers Bugnehvælv af Liv
liig Slangens Bugter); og et Barn der sad
med sammenbundne Fødder bøjet paa
et Blad, der vipped midtpaa Oceanet,
dem viste Gud den Hellige, der røres ei,
og smittes ei, og krænkes ei, og rystes ei
ved Verdners Undergang, om Himlen end
blev til et svullent Hav af mørke Suk,
og Jorden lysned op som Solen af
det Blods Udgydelse, Han skabte.
Et Barn, der sidder paa et Sneglehoved,
betegned dem Guds Forsyns sære Gange,
hvis Hvirvler dog hans Viisdomsaande støber
og samler alle i eet Punkt tilsidst:
i Salighedens og Erkjendelsens;
og se, en Tornebusk i Brand, med Flammer
til Blade, men dog ei fortæret, viste
dem Guds Retfærdighed, der straffer uden
dog selv at røres af sin Vrede.
Den Tid i Menneskehedens Liv, da først
Fornuftens Øje som en Vemodstaare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
