Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 227
Krigeren.
Jeg var som Noah.
Kongen.
Vel! Haha! Da Tapre,
du i din Hustroes Favn ind til et Øieblik
dit lange Fravær klemte? Det er Ret!
Lig paa en Leirbrix Aaret ud, og kom,
og nyd da Bryllupsglæder andengang!
Krigeren.
Ved Kongens Liv! Min Herre Joab og
min Herres Tjenere paa Marken ligge,
og jeg, jeg skulde ligge hos min Hustru
i bløde Dyner under Silketag?
Jeg sov hos dine Tjenere paa Bæmken.
Kongen, (vinkende ham bort)
Hvad? Ha! Træl . ! Du . . bort! Fra Kongen bort!
Krigeren.
Bag Kongens Smiil er dobbelt sort hans Vrede,
som Natten, naar en iilsom Lygte glimted.
Dog Alle Kongens Smiil med Tak maae tåge;
der bliver dog, liig Asken af et Lufttegn,
i lange Sorg-Nat Mindeskimt tilbage. (gaaer)
Kongen.
Ha, Kongen kan sin Slave ei befale
at sove hos hans Hustru? Se den Trodsige!
I visse Ting, de vigtigste, er Drotten
med Slaven stevnet for Naturens Domstol,
og begge lænkede for Ligheds Skranker.
Men Den, som Lænker bar ei før, de tynge,
saa han Naturen kalder Unatur.
. . 0, var du dog en mindre trofast Kriger!
Jeg frygter ei din Vrede, om du mærked,
at Den, for hvem du pletted fiendtlig Val
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
