Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298 Digterverker.
Og samme Stjerner, hvis venlige Blik
Taarer til Svar fra Blomsterne fik:
Taarer af Længsel efter dem,
lokte i første Duggdraabe frem,
skinne jo Fred
end i Jordens Blomstkalke ned:
saa Mennesket salig Naturen priser,
der, Haand i Haand med Tiden, tyst,
i samme Sporets Kreds sig viser,
igjennemvandrende samme Lyst.
Den døde Natur jo synes end som ny,
som Jorden var Barn i Vugge under sin Rosensky?
Ja disse Pyramider,
der kneisende jo skulde
beseire alle Tider,
men brast og sank imulde,
hvad andet mon de ere
end Vaser, hvide, skjære,
til Leeg Naturen skjænkte?
En Tid den med dem legte, med Vedbend dem omhængte
og pynted dem med Mose, men slog dem saa omkuld,
mens Rosentornen pranger af friske Knopper fuld:
den samme Torn, som skjød
sit Skud, da Grunden man til Pyramiden brød.
Og denne Jordnatur den skulde blomstre frodig,
men gusten mat vanmodig
Menneskeheden, dens Herre,
visne meer og mere?
Aarhundredernes Fjed,
der let og sporløst sakke
over Blomsters Nakke,
knuge Aander ned?
Jorden er ei visnet,
Tiden er ei isnet;
men stærkere end de Tyende
Aandens Kræfter brænde,
engang for alle ud
dermed til Kampen rustet af alle Aanders Gud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
