Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 345
(som Barnet smigrer: Kjære, giv mig! Kjære!)
Og seirer det, og lykkes det at hilde
ind Aanden i dets lunkne Vellugtmulm,
da voxer det til en uhyre Kjæmpe,
men Aanden bliver Barn, og lulles da,
som Barn i Skjød, paa Blodets Bølge-Vallen.
Da svagnes Aanden, glemmer eget Savn,
men græder kun for Kjødets Savn og Smerte.
Da, som fra Aands og Kjødets fælleds Værksted
(thi Aanden maa da finde op for Kjødet,
hvad dette ene tjener til Behag)
udflyve onde Tanker, fødes Synd:
ja Mord og Hoer og Hevn og Had og Meeneed,
og Gjerrighed, Misundelse og Hovmod.
Men da er Aanden Træl, og Sandheden
i dunkle Trudsler døer, der dække Trækket,
som før i Hjertet funkled, Trækket: «Gud!»
Et Billed maler Aanden af sig selv
saa ond, den blive kan. Dets Navn er: Djævel!
Ha, Aand foruden Frihed? ha, det Samme
som Kjød Begjær foruden! Se, saalænge
i Muld vi vandre, for vor Himmel maae
vi agte Jorden. Men i Himlen er
ei Strid i samme Væsen. Her ei heller
da være Strid; men Aanden faae sin Seir,
før Kjødet sejermæt nedlægger den
godvilligen paa Graven! Ærer dog
de gode Jordens Gaver! Eders Legemer
er Guds Algodheds Templer: Skjønhed, Styrke
og Fryd og Rigdom ere skjønne Prydelser,
og Elskov Templets sødeste Musik.
Dog er ei Templets Gud i dette Alt,
men Aanden, den er Guden. Den maa dyrkes,
som Altets Gud, ved Dyd og Sandhed.
Dog gik (som Slangens Hoved, svævende,
som om det var dens egen Ledestjerne
urørt og blankt, høitover Bølgerne,
igjennem hvem dens Hale bugter) du
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
