Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 499
til engang Vi, som Englene, Hans Høiheds Dragt af Ætherild
beundre tør igjen.
Og dette Støv til vort jo siger: snart din Jammer er forbi.
Fortærelse, din Rædsel mildn! I Blomster, Støv, smelt hen!
Vi see dig da igjen,
Ak, sønderspHtter nu,
du ødsle Jord,
det Svøb, som Jesu Smerte sukked i?
det Slør du vov
saa skjønt, at deri fanged du
den Herligste af Lysets Engle — ak, det øder du fordi
det blev Hans tomme Spor?
Vel, tag det! Gud er jo i Dybet; Graven yder Ham sin Lov.
(Liigiølget fjerner sig. Rachel sætter sig lænende til Sarkofagen)
R achel.
Saa tungt det er for Kvinden
at hvile i dens Elsktes Blod,
saa sødt for Synderinden,
at hvile ved sin Frelsers Fod.
0 elskte, milde Christ,
døm mig for haardt ei hist!
Ja mildere end her!
Ei kald mig «Kvmde» der!
Hvis ei, hvis ei,
da fremstaaer jeg,
som eneste Klager dig imod,
ved Skaberens Thrones Fod.
Naar, selv fordømt, jeg slæbes bort,
jeg vidner, i min Afgrunds Port:
«Du, Jesus, dog en Pligt forbrød;
thi ingen Kvinde Fryd du bød;
thi ingen Kvindes Fryd du nød;
thi Fadernavnet du forskjød,
og Børn forevige dig ei.
—Er denne Pligt den mindste? Nei!
Den første, største, skaberhøje!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
