Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 555
gusten og mager.
Et Blik, hvori Begge hinanden kjende:
for ham og Hende
flux Huus da bygges og maales Ager.
Det fryder Staten, at Befolkningen stiger
med Sjele og Styrke den sig beriger.
Hvor har ei Freden for Arme Brug?
Thi bole sig Slægten som Byg og Rug!
Og Frugtbarheden paa Træ og Ager,
alt som der fødes Børn tiltager.
Hvor mægtige end og hvor behætnde,
Slægterne dog med Fromhed bekjende,
at alt det Hele
Jesum forskyldes,
der Lyset har vakt i Jordklodens Sjele.
Af hele Jorden, ei Sted undtaget,
han derfor hyldes
som Den, der har,
fra hvad det var,
Menneske til Menneske sandt opdraget.
Selv ifra Øerne fjernt i det stille
maalløse Hav
Klokkerne spille
til Minde om Jesu aabnede Grav.
— Kun ifra een rædsomme Skrig
skjærende blande i Tonerne sig.
En ensom Koralø der er langt Syd,
til hvem ei trængte end Ordets Lyd,
hvem Skib, forslaget,
ei har opdaget,
i Taager og hvide Rev forstukket,
neppe nok frem af Havet dukket —
der ligger en Fange paa Stenen bunden
Hylende Vilde kræve hans Liv;
Præsten svinger sin Flintekniv;
Han ofres skal Guden og siden Munden.
Himmel, at Saadant endnu kan skee!
0 lad et frelsende Seil dog see!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
