Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udfordringsbrev. Otto, stolende paa sin Tapperhed og retfærdige
Sag, mødte paa Pladsen nede ved Bækken. I Kampen stødtes
Hugo af Hesten. Otto vendte tilbage til den bekymrede Pige.
„Endnu i Aften,” sagde den gamle Leopold, „skal I troloves,
mine Børn; den onde Hugo vil søge at hevne sig.”
Hugo fnyste af Hevngjerrighed. „Døe maa de, ved Djævelen!
hun skal vorde min.” „Ludvig,” sagde han til sin Fortrolige,
en Bandit, „Ludvig, skal Otto troloves med den gamle Leopolds
Datter iaften?” „Ja, Herre.” Velan, Ludvig, de maa døe! ved
Djævelen, hun skal vorde min. Til blodig Daad maa vi være
beredte. Samler Svendene i Midnatstimen, sliber Dolkene og
følger mig! — Hvidtsmykket førtes Therese til Capellet. Den
trofaste Otto troede at have naaet Maalet for al jordisk
Lyksalighed. Endnu sad de i den høie Slotssal, allerede var Klokken
slaaet tolv, da Hugo stolt traadte ind.
Therese besvimede. Otto og Leopold grebe til Sværdet.
„Hvortil Vaaben?” sagde Hugo; „jeg har Magten. Mine Svende
besætte allerede Borgen, og Eders ligge afmægtige i Bolt og
Lænker i Taarnet. Eders Datter forlanger jeg, og at I ere mine
Fanger.” „Hvorledes, Formastelige! du vover at røre denne
Uskyld?” „Nei aldrig!” raabte Otto. „Og vi dine Fanger?
Husk dengang jeg stødte dig af Sadelen.” „Velan, Ridder!
hun er min,” svarede Hugo rasende, og styrtede ud af Døren;
„brænder, myrder, Svende!” hørte man ham raabe. Therese
slog Øjnene op. „Fader,” sagde hun bleg, „stød Dolken i mit
Bryst, og gjør Ende paa mine Lidelser.” „Therese,” sukkede
Otto, „see! hvor man myrder de trofaste Svende; see! alt staaer
Taarnet i lys Lue.” Leopold hævede Dolken. „Velan, saa døe
da, Datter! reen, som du traadte ind i Verden, forlader du igjen
Samme! Tilgiv din Fiende, snart skulle vi følge dig til vor
himmelske Fader.” Lynende foer Dolken igjennem hendes Barm
og Thereses Blod strømmede. Nu stødte Gubben Dolken i sit
Bryst: „strax kommer jeg, min Datter.” „Tak, Fader,” sagde
hun. „Otto! følger du mig ei ogsaa?” „Jo, Elskede,” svarede
Ridderen, styrtede sig i Sværdet og sank i Dødens kolde Arme.
Forbauset stod Hugo ved Synet af denne Gruppe, da han
med de blodbestænkte Svende traadte ind i Hallen. Som en
Rasende styrtede han ud, sammenkaldte Svendene, og drog
sørgmodig til sin Bolig, medens de rødligskinnende Luer fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
