Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Artikler og småstykker. 17
BHv ei forskrækket skjønne Prindsesse. Kjender du mig
ikke mere Eiga?" sagde han, ømt bøiende sig over hende.
MNei! svarede Eiga rødmende, hvem est du, unge Barde?"
Lillo er jeg, sagde Sangeren, hist ovre i Dalen, hvem du tilsvoer
Kjærlighed, førend jeg foer til Norrig med Fingal." Kort —
Løftet blev fornyet, og hver Aften hilsede de Elskende de op
kommende Stjerner, og den venlige Maane, som var et Vidne
til deres Kjærlighed, og kun i Baggrunden stod Wortigern, som
et dunkelt Spøgelse.
Eiga blev muntrere Dag for Dag, hvilket ikke undgik
Rogalds skarpe Øie — han opdagede Aarsagen, og i hans Hjerte
kogte den sorteste Hevn.
En Morgen, før Solen forgyldte Kongeborgens Spire ginge
Rogald og Eiga, gjennem de lyse Enge til Stranden; da tonede
Accorder over Bølgerne. Eiga, henreven ved Tanken om den
Elskede, stemmede i med. Rogald mærkede det, han sagde
intet; men sprang flux i en Baad, som laae ved Stranden, og
som en Piil skar den gjennem Bølgerne, dreven ved Rogalds
Kjæmpearm; snart var han ved Harpeslageren. Det var Lillo.
Lad mig prøve din Harpe unge Barde, sagde Rogald, ogsaa
jeg er øvet i Strængeleeg." Med den ene Haand tog Rogald
Harpen og med den Anden, stødte han Lillo ud i Bølgerne, men,
da Lillo holdt sig i Baaden, hævede Rogald Harpen, slog ham i
Hovedet og Lillo sank, raabende Elgas Navn. Snart var Rogald
igjen hos sin Datter. Fælt leende, sagde han til hende: der
Eiga, har du en Harpe, som kan fornøie dig i dine ensomme
Timer."
Der er jo Blod," sagde hun, og en gysende Ahnelse foer
igjennem hende.
Ja Elskerblod," svarede Rogald med hjerteskærende Kulde.
Trøst dig Eiga!" Man bar hende bevidstløs hjem; men den
kjølige Aftenstund, den tause Nat, og den rindende Soel fandt
Eiga vanvittig paa Stranden. Rogald befalede, at bevogte
hende; men Ingen vovede at standse den dybt sørgende Prind
sesse, naar hun med udslaget Håar, forgrædte Øine og i det
hvide flagrende Klædebon, gik til Stranden. Da besluttede
Rogald at følge hende paa hendes Nattevandring. Da de vare
komne til Stranden, omfavnede hun sin Fader, og sagde med
Vanvids hele Præg: O Fader, see der er Lillo!" Og see
Artikler og småstykker. 111. i- 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
