Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16 Artikler og småstykker.
Og bort de nu vandre,
Med Qval udi Sjel.
De ønske hverandre,
Et bittert Farvel.
Og ned de nu stige
Til Dødningerige.
Bort de nu gaae.
Saa lyder den ærlige Bjergskottes Sang, som har opslaaet
sin Bolig ved den mørke Lillosøes Bredder, dybt inde i det
steile Grampians Fjelddale; saaledes vil Enhver, som bereiser
Høilandene, og farer over Lillosøe, høre den.
Alt mørkere og mørkere steg den steile Elga-Øe med sine
imponerende Klipper, frem av Søens Favn; Vinden fyldte Sei
lene; min Skotte lagde Aarerne op, og spurgte om jeg vel havde
hørt noget om Elga-Øe. Jeg bad ham at fortælle, og i sin naive
Bjergdialect begyndte han:
Det var paa den mægtige Fingals Tid, som Herren nok
kjender, at her i Høilandene regjerede en Konge, som hedte
Rogald, han havde sin Kongeborg hist henne paa Øen. Denne
Konge havde en Datter ved Navn Eiga, som han havde bortlovet
fra hendes tidligste Barndom til Wortigern, Konge i Inverness;
men Knuden var, at Prindsessen ei kunde lide ham; thi I maa
vide, gode Herre, at den Wortigern, var ret en hæslig Brudgom,
for saa yndig en Møe, som Eiga var. Derfor var Eiga ogsaa
bedrøvet, og naar de venlige Terner lystigen dandsede og sang
omkring hende paa den blomsterklædte Vang, da græd hun,
istedenfor at stemme i med i deres glade Hymner.
Ofte vandrede hun ene om, paa Øens steile Strandklipper,
med Taarer i det dunkle Øie; men engang, da hun, som sæd
vanlig sad paa Klippeskræntningen, og skuede ned i Dybet, som
laa roligt og speilklart i det klare Maaneskin, blev hun i
Vandets Speil vaer Billedet af en Yngling, som hun syntes at
kjende, i Haanden holdt han en gylden Harpe, og hans Fjeder,
hans Skjærf var blaae, som Forglemmigei — Elgas Farve. Hun
forskrækkedes, og store Taarestrømme flød hende ud af Øinene,
da vækkede rørende Harpetoner hende igjen. Hun sprang op,
og see — ved hendes Side stod Ynglingen med Harpen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
