Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268 Artikler og småstykker
tionalvaabenets Ukrænkelighed? Vil det ikke længer vedkjende
sig, at Tanken om et Nationaltheater engang bevægede dets
Sjele? at det besluttede kun at taale et fremmed til det havde
udviklet sit eget, og at elske kun dette?
Men Hvo skulde udvikle det? Hvo lovede at gjøre dette selv
bag de Fremmedes Kulisser? — Den eneste sande Nytte disse
kunde bringe os, dersom ikke ogsaa det er en Nytte, under nær
værende Omstændigheder, at Normændene glemme hvad de ere.
Den Kunst have vi lært paa det offentlige danske Theater i
Norges Hovedstad. Men ogsaa hiint Løfte har lært os det; thi,
i Tillid dertil, undlod mangen En, der taalte at svømme mod
Strømmen, at styrte sig idelig deri, forat redde hvad reddes
kunde af Vraget, og mangen Vaagende lagde sig saa trygt til
Ro, at ikke engang Branden har vakt ham.
Men da Luerne sloge høiest over Theatret, da saae jeg i Røgen
noget Smukt, noget Smukt, noget Blegt, Luftigt, men Smukt —
paa klangfuld Vinge baaren
en himmelfødt Idee"
— ja netop hiin smukke, men saa troløst behandlede Idee, som
fødtes i Snak, vuggede sig en Tid paa nogle letsindige Hjerter,
og maatte døe i Røg. Hvor den var smuk! Paa Gestaltens Vin
ger af et übeskriveligt fiint Stof saae jeg en Tegning, som malt
af Duggens matte Lysning, af en colonnaderet Pragtbygnings
front. Var det Nationaltheatret? Skulde det seet saaledes ud?
Inden jeg fik Tid til at tænke herover, var Gestalten forsvun
den — jeg veed ikke hvorhen, men jeg troer til gamle Strøm
bergs Grav. Idetmindste drev en Ahnelse herom mig til at søge
denne ved Daggry. Og der maatte være noget foregaaet; thi de
ellers saa melancholske og nedbøiede Astre derpaa havde alle
sammen reist sig, saae kjækt om sig med de store dumme blaae
Øine, og syntes at spørge: hvad behager? Lad herlige Ideer
tye til de Døde, naar Menneskene ikke ville bruge dem! Har
du et Løfte, min Ven, saa put det ned i denne Muld. Her kan
der ligesaavel groe Mose derover. Forresten saa tag kun din
Hat af for os; thi der er mere Kraft i vore svampede Stengler
end i Menneskenes Sjele, og vore Farver ere trofastere end de
Løfter, man vover at gjøre et Folk".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
