Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Artikler og småstykker 365
gcrnc maatte syde tilbage, om de berørte hans Fødder. Djæv
lene maae ogsaa have Slægtskjærlighed, thi Lurifax var nær
Zobolam, da Havet voxede omkring ham. Tregange slog en
uhyre Ørn ned for hans Fødder, berørte Vandskorpen længe,
bredte sine Vinger ud, bøjede sit stolte Hoved med en længsel
fuld Murren mod Qvindens, eller Svaghedens ( ! ) og det Ondes
nær fortabte Søn og syntes at opfordre ham til at stige op paa
den brede Ryg. Tregange skjød en Delfin op faa Alen ifra ham
med en Ryg som Dækket paa et Skib. Den skurede langt ind
paa Sandet, laae übevægelig, vendte Siden saa meget til, at det
kloge Øje saaes over Vandskorpen og et dumpt Skrig hørtes.
Men Zobolam forstod ikke Uhyret. Stivt holdt han sit Øje
fæstet paa Landet, paa en rød omirrende Skikkelse, der kom
stedse nærmere, ilende somom den stigende Flod var ham i
Hælene. Var det en Stranddragon eller Bøddelen af Flad
strand? Zobolam maae vide det; thi han lader Floden voxe,
og iler dog ikke tilbage. Delfinen brød sin Dyreklasses Love
og skreg højt, skurende sig dybere ind i Sandet. Zobolam syn
ker. Sandet bliver troløst, det bliver til Vand under ham. En
lang hvid Brænding har allerede togange viist sig imellem ham
og den Røde. De stirre som forstenede paa hinanden. Ele
menterne lyde sine übøjelige Love. Floden syder ikke tilbage
for Dæmonsønnens Fødder. Den vilde ikke gjøre det for den
sidste Steen af det sidste kristelige Altar. Dog maa der være
mindre Barmhjertighed hos den Røde siden Zobolam endnu
stedse ikke gjør noget Skridt tilbage. Delfinen skriger, borer
sig nærmere, vælter sig paa Siden, byder sin mastdannede Ryg
finne til somom den vilde rive Ynglingen til sig. Men en Baad
farer langsmed Stranden. Det er Fiskere, der ville fange Del
finen, som de troe paa Grund, og som skynde sig at komme
udenom den førend Floden gjør den flot. Der forløber et Mi
nut, hvori den er borte. Men før det gule Sandskum, som den
lod efter i sin selvgjorte Kanal, er borte, er Baaden hvælvet, og
et nyt Slag af Delfinen driver den, med Aarer og Seil under
Tiljerne, til Zobolam.
Nu kan han hjælpe sig. Det blæste en Aften og en Nat. Den
næste Morgen var een Lykkeridder til ankommen til alle Lykke
ridderes forjettede Land.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
