Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Almuen 11. 75
deres mørke Bredder lysne, der sænker sit Smiil med alle Regn
buens Farver nedover vore skåldede Klipper i deres Lavdækker,
der aabner saamangen sin Haand efter Kornet under Skov og
Myr» °é gjemmer videnom i Aaserne Evner til ligesaa riig en
Fylde, som den, den udøser i Dalene; ja skjuler sine Rigdomme
nær den Vange, hvor den fra Arildstid har hævdet sig i Blom
ster, men — uden at skride videre. Nei! vort Norge skal dog
ikke være mere udyrket, d. e. armere end Oldets, da Udlandene
finge dets Kræfters Overmaal at føle? Vort? vort af Himlen
med Frihed, Fred og gode Aaringer signte Norge? Vort? skabt
til det selvstændigste Tilvær: Halvdelen til at vorde riig i ærlig
Handel med sine egne Låndsmænd af Agerbrug og Skovdrift:
Halvdelen til at vorde riig af Fiskehandel og Qvæghandel? —
Bort! Hvad mangler os? Vi trænge ikke engang til, at de andre
ærgjerrige Stater, i Kamp paa Havet skulle komme og veie vore
Tømmerstabler med Guld; men — komme de! som en smeltet
Flom af Erts skal det anvendes til at tære Myr og Fjeld bort
— Vi skulle vinde da i vor rolige Krog [der staaer i Templet
under Himmelhvælvet altid Lyksalighedens Altar) ligesom vi alle
rede have vundet, ja næsten som uden at tænke derpaa, i Eu
ropas store blodige Spil, hvor Kroner vare Regnepenge, alene
og uden Tab, det Udsatte: Gevinsten — Frihed. O! vort Norge
staaer tilbage i Agerdyrkning og Næringsdrift, i Opdyrkelse, i
sandt Velvære for det Gamle? Vi glemme — hvis vi spørge saa,
eller spørge blot, om det skal staae tilbage for Lande, Himlen
har givet lige Velsignelser — Vi glemme hiint vort Lands eien
dommelige Fortrin, og at lægge til Visheden om vor legemlige
Kraft til at aftvinge Naturen dens Bedste, at Normanden ligesaa
Udet mangler Aandens Evne til at opfinde og opfatte, at han er
skikket til at lade et Øie og en Tanke følge med Haanden, at
den Magelighed, man vil bebreide ham som Grund til flere af
hans Mangler, og til at Andre ere vante til at føde og klæde
ham, er aldeles ikke ham naturlig, men en endnu vedvarende
Følge af den Uvirksomhed, hans Lands forrige Forbindelse hen
satte ham i: — Vi maa minde os selv om, at baade vore Hjer
ner, Hjerter og Arme ere ligesaa malmrige som vort Korn og
vore Bjerge.
Hvad mangler os da? Intet uden at vide dette og ikke at
sætte en dum Stolthed i saadanne Velgjerningsfortrin, men der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
