Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
støttede under den og stillede den uryggelig og høi over Folk
og over Throne . . hvortil Malmet Ham der læser i Eders Hjerter
en Erkjendtlighed, som I ville tåge uforandret med til ham hisset,
hvor Sjelene ere klare for hverandre?
Visselig — det skulde være stort om Mennesker kunde forøge
en frigjort Aands Salighed og forskjønne hans Himmel. Men er
dette muligt? Himlene Jorden saa nærme?
Menneskene kunne jo Selv ikke undvære de store Menneskers
Minder. De gjøre det til en Samvittighedssag at overantvorde
disse saameget herligere til Efterslægten som de selv miskjendte
og forbittrede hine Aristider, hine Camoenser, og Vanderwitter
og Carnoter Livet? De øve mod disse og sig Selv streng hi
storisk Retfærdighed for Efterslægtens Skyld; thi enhver Tid
elsker denne mere end sig selv, i denne drømmer enhver Tid
sig lykkelig, for denne lider den, og siger sammensynkende:
Branden smerter ikke Fønixen." — Historien og historisk Ret
færd fødes vel først paa Gravene, men da optages den med
Ømhed og prydes af alle Kunster, ja optages med en Drivts
vilde Kjærlighed. Den er Menneskene en Nødvendighed fordi
det er menneskeligt at de altid erkjende at de syndede, at de
altid haabe paa det Tilkommende ; og fordi de elske Efterslægten
nok til at arvgive den sit eget Strafmønster og Sandheder, de
selv krænkede. Historien og historisk Retfærdighed er Men
neskene en saa tvingende Nødvendighed, at selv den Tid, som
den maa vidne imod og slaae med Anger, fremkalder den paa
det uegennyttigste alene til Efterslægtens Tarv, denne som den
smykker med alt Kjerlighedens Haab, Indbildningens Kraft og
Tiltroens Uskyld, og tænker sig at vorde som den selv vilde
været: at vorde dens Forsoner. Menneskene fremkalde Hi
storien og det store Minde som en krænket Guddom, der vel
skal knuse dem selv under Triumfhjulene , men rulle fredelig
imellem Efterslægterne, der ikke ville nægte Selvsonoffrene sin
Tilgivelse. Saaledes faldt Taarene i Cimons Forviisningsskaar,
i Sokrates tømte Giftbæger, og faae Aar efter vor Sverrers Død
sagde Bagler til Bjerkebein i Hakons Hal: hvi lode vi ham ikke
tæmje Borgerkrigene?
Men vi troe at see med Sandhed noget Højere i denne Men
neskenes Trang til historisk Retfærd mod store Minder end Yt
tringen af en ærgjerrig Glæde hos de Svage over at de dog til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
