Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tale ved Christian Krohgs Minde. 331
høre en Slægt, som endnu har havt Kraft nok til at føde slige
Stærke, saa uforvanskede Guddomsbilleder. Vi see deri heller
et Bevis fra Menneskets Indre, at det Guddommelige altid deri
boer, om end tilhyllet en Tid dog übetvingeligen fremstraalende
— og der da i Angerens Taarer, i Laurens Glands som de lægge
paa Graven. Selv Misundelsen viser at Anerkjendelsen af et
Menneskes herlige Fortrin er tilstede — den bliver kun Myggen
med det spæde Flor, der svævende over Sjøfladen troer at
hindre Himlen fra at speile sig deri; — og i denne Anerkjendelse,
i denne Retfærdighed i vort Væsen er Guddommelighed — kun
uvilkaarlig forsaavidt Mennesket ikke har speidet nok i sin Sjels
Dyb til at see, at den er naturlig.
Men dette staaer klart for Menneskene, naar den Store er
borte: — naar de ikke mere finde sig mørke i hans Pyramide
skygge, da falder en brændende Sol paa deres Isser — de ile
til hvor den stod, og reise en Obelisk hvor Pyramiden, der gjorde
dem Ørknen sval, sank i Sandet, og de græde indtil den bræn
dende Bund fugtes; og der sidde de i den smale Skygge og
maale Savnet. De sige paa den Stores Grav : Vi misundte ham
ikke; det smertede kun, at vi ikke vare som Han. Men nu hvor
smerter det at erindre at dette græmmede ham! Vel! vi ville
glæde ham den Frigjorte med større Hæder end Mennesker tør
byde en Dødelig. Nu er der Fred — Vi ville reise en Støtte til
Minde om ham og om at Vi ere blevne retfærdige!" —
Men, Medborgere ! er det selv da en Trang, en Nødvendighed,
udledet af Menneskets indre Guddommelighed, selv da at øve
historisk Retfærd naar denne maa bebreide Menneskene deres
Adfærd mod de Fortrinlige, de hædre i Graven — hvo skal da
miskjende at det norske Folk her fyldestgjør en saadan Trang;
— men en der er det en Behag — dette Folk, som altid forsø
dede Krohgs Dage med sin Kjærlighed, nærede hans Aandskraft
med sin Yndest, sagde den Gode aabenbart at det elskede ham,
og lod Constitutionens beundrede Seirkjæmper vel ahne — om
ei hans Beskedenhed fortaug ham det — hvor folkekjært og
helligt hans Minde vilde vorde i Norge? —
Der er i den Handling, at et Folk reiser den enkelte Borger
et Æresminde, foruden det Rørende i at see de samme ædle
Følelser, som henrykke os hos det enkelte Menneske, ligesaa
livligen med eet Pulsslag bevæge sig igjennem et heelt Folks
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
