Samlede Skrifter : trykt og utrykt / Avhandlinger, opplysningsskrifter 2 : 1834-1837 / 20 (1918-1940) Author: Henrik Wergeland Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK (FRA 1387–1814) - I. MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET (1387–1536) - K. Christian (Christjern) den 1ste (1450–1481)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kongens Brud paa Foreningsvilkaarene.

Christian, Stifteren af det oldenborgske Kongehuus, viste, at
man kan være Despot med svag Character og Forstand; og
Nordmændene, idet de taalte hans mange Meenbrud paa de be
svorne Overenskomster, at de ikke, som Svenskerne, besad selv
den Slags Lykke at kunne erkjende til hvilken Grad man bør
være ulykkelig. Riget besøgte han ikke, mens han dog gjorde
store Udenlandsreiser ; Raadet nedkaldtes til Danmark; myntet
blev der ei i Landet ; dets Sønner udbødes vilkaarligen i fremmed
Feide; og Danske indsattes i dets Lehn. Det var ligeledes des
potiskt og uredeligt, at Kongen, der havde besvoret Enhvers
Rettigheder, nødte Domcapitlet, hvem Bispevalget tilhørte, til at
forskyde den valgte Erkebisp og paany vælge Kongens Yndling,
Rigsraaden Marcellus, Bisp af Skalholt paa Island. Men Christian
fik herved at bestille med Paven, som skarpt irettesatte Kongen,
og udnævnte en Tydsker Kalteisen i Marcellus’ Sted, som var
bleven fængslet paa en Reise gjennem Tydskland. Dette ligesaa
vilkaarlige Valg af en Udlænding til Rigets vigtigste Embedsmand
gav Gjæringen Udbrud, som Geistlighedens fordærvede Seder,
og pavelige Udpresninger længe havde næret. Mange nord i
Landet truede endog med at gaae over til den græsk-katholske
Kirke, hvilket endog Nogle skulle have iværksat. Maaskee
ogsaa ved denne Tid Opløbet paa Thotn fandt Sted, hvor
under Kirken opbrændtes. Tydskeren maatte træde tilbage;
Kongen ile til Norge; og i Bergen 1453 høitidelig love at afhjælpe
de forskjellige Klager og den store Uskik og onde Regimente."
Den norske Kirke sattes og i et uafhængigere Forhold til Paven.
Men det voldsomste Meenbrud paa de besvorne Vilkaar for
Norges Forening med Danmark øvede Kongen ved at pantsætte,
uden det norske Rigsraads Vidende og Vilje, Ørken- og Hjalt
lands- eller Shetlands-oerne, og at eftergive Afgivten for Sudur
øerne — alt for en mindre end betydelig Afdragssum paa sin
Datters Medgivt, da hun 1468 givtedes med den skotske Konge.
Siden den Tid have disse blodkjøbte Skatlande været tabte for
Norge. Vel krævede Rigsraadet i et Par af de følgende Kongers
Haandfæstninger, at de skulde tilbageløses, og Skat betaltes i
det Øjemed; men ——. Det er heller ikke Kongers Sag at
udsone Forgjængernes Synder. Monarchiernes Forbrydelser ere

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>