Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK (FRA 1387–1814) - I. MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET (1387–1536) - K. Johannes (Hans) den 1ste (1483–1513)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Almuen VIII. 27
med en Hær til Norge. Han overrumplede og fangetog Herluf
Hyttefad, aftvang ham paa Pinebænken en Mængde Angivelser,
og steilede ham ved Bahuus. Henrettelse paa Henrettelse fulgte
nu imellem den norske Adel, saa den siden ikke forvandt Blod
tabet. Den svenske Hjælpehær sloges tilbage langt ind i Sverig.
Alt var slaaet med Staal eller med Skræk. Og var det vel en
skrækslagen Ret, som underdanigen maatte dømme den snig
myrdede Knut Alfssøns Liv og Gods forbrudt alligevel, Tilhæn
gerne fredløse og deres Ejendom Kronen tilfalden — en Dom
ifølge hvilken ogsaa Blodvidnets Levninger opgravedes, og bleve
staaende over Jorden i 12 Aar, En Mængde Adelsgodser ind
droges under Kronen, saa Offrenes nærmeste Afkom endog var
bragt nær til at nedstige imellem Almuen — hvad saagodtsom
den hele norske Adel, vigende for den senere hen indtrængende
danske, har maattet gjøre til sandsynligt Tab for en ellers før,
ligesom i Sverig, tilkjæmpet Uafhængighed, men til Vinding for
disse Tiders Frihed.
Historiens Udsagn, at Dødsstraffe for politiske Handlinger, der
i den Seirendes Øine ere Forbrydelser, alene gjøre Omvælt
ningerne langvarige og Gjengjeldelsen sikkrere og blodigere,
at nye Aanders Hær sig hæver
i Dampen af det rundne Blod;
taber imidlertid, og uagtet den hyttefadske Opstand virkelig
standsedes med Øxen, intet af sin Sandhed. Thi baade be
kræftedes denne ved den stærkere Modstand efter Knut Alfssøns
Drab ; og tillige førtes denne meget mere fra Adelens Side alene,
end fra Folkets, af hvem Adelen kun havde gjort sig lidet fortjent
til Hjælp. Feilen var, at Evnen, der laae hos Folket, var adskilt
fra Viljen, som Adelen besad. Bøddeløxens første Slag skulde
kun have gjort en Folkopstand fortvivlet og übetvingelig ; de
bragte nu kun Adelsmændene til at tænke paa sig selv, sine
Godser, og paa hvad der endnu kunde reddes ved ilsomst at
anraabe den øjeblikkelige Sejerherres Naade.
Men til Naade kjendte Christjern kun lidet. Han havde op
daget Aabningen mellem Adelen og Folket. Der skjød han sin
Bile ind. Kun faa Adelige vare saa heldige, som Knut Alfssøns
Søn Carl, der ei berøvedes sin Arv, om de end bøde ligesaa
uværdigt Kjøb, som Denne, der siden endog kjæmpede og døde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
