Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK (FRA 1387–1814) - I. MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET (1387–1536) - K. Frederik den 1ste (1523–1533)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
ligen var tillagt Kronen, men som nu igjen skulle komme til sine
rette Eiere; og af at Næveretsfeider, imellem Adelsmændene
(Ridderne) tillodes, naar kun aaben Undsigelse skede forud.
Men kun meget lidet af denne Haandfæstning overholdtes,
omendskjøndt Brud derpaa eller Undladelse deraf, efter dens
sidste Paragraf, skulde betage Kongen alt Krav paa Riget.
Kroningen foregik ikke. Skatlandene indløstes ikke. Danske
Adelsmænd trængte ind i Embederne. Den troløse Konge sendte
endog sin Søn Christian til Norge for at hyldes ; men Rigsraadet,
med den myndige Erkebisp Olaf Engelbretsøn i Spidsen, afslog
dette med Bestemthed. Han medfik kun en Troskabsforsikkring
til sin Fader, hvori han dog trodsende tegnede sig som Arving
til Norge — en Titel Familiens holstenske Linje, den nu i Rus
land herskende, siden har beholdt. Det er i vore Dage ved
dette Voldsvældes Udvidelser, der snart synes grændseløse som
dets Selvherskeres Erobrelyst, at den har erholdt en Betydning,
der ligner de onde Ahnelsers eller Spaadommes, som klæbe sig
i Menneskets Sind, hvormeget hans Fornuft ellers foragter dem.
Med Sverig, hvis Fraskillelse fra Unionen var erkjendt, be
gyndtes vel Underhandlinger om Vikens Tilbagegivelse ; men da
K. Gustaf tillige holdt den danske Provinds Bleking besat for at
aftvinge Danmark Gothland, opofredes det norske Viken indtil
videre, hvor uvedkommende et Pant det end var, for at Dan
mark kunde beholde denne 0. Senere Underhandlinger fra
Kongens og Rigsraadets Side forbleve frugtesløse, især siden
den saakaldte Daljunker, en foregiven Søn af Sture, der af
nogle forræderske Stormænd sattes i Spidsen for et Oprør mod
K. Gustaf, fandt Tilhold i Norge 1527. Især forøgedes Spæn
dingen med Sverig, da fordrevne svenske Bisper, og mellem dem
Erkebispen Gustaf Trolle, bragte Vidnesbyrd om hvor kraftigt
den lutherske Reformation der blev dreven igjennem. Den norske
Geistlighed, katholsk til Liv og Sjel, bestod næsten heel igjennem
af de mulmkjære Væsner, der antage enhver Lysstraale for et
Lyn, der bebuder Uveir". Heller ikke var Kongens lunkne Troes
sind eller Prinds Christians afgjorte Lutheranisme skikket til at
gjøre dens Ahnelser om egen Undergang lysere. Reformationen
havde alt voldsomme og mægtige Tilhængere i de danske Be
falingsmænd, hvoraf Eske Bilde frisktvæk ødelagde Kirker og
Klostre. I denne Stilling, hvis Ængstlighed tiltog, faldt Geistlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
