Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK (FRA 1387–1814) - I. MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET (1387–1536) - Mellemregjering (1533–1536). Olaf Engelbretsøns Opstand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men derfor aldrig til slig Bedrivt berettiget, Uvilje over deres
Indtrængen og Anmasselser her i Landet.
Erkebiskoppelige Krigsfolk drog nu mod Bergenhuus, V. Lunges
Lehnsfæstning, uden dog at kunne indtage det, og til Oplandene
og det Agershusiske, hvor Opstanden udbredte sig under Bisp
Mogens af Hammer og Rigsraaden Gaute Galde. Den forhadte
danske Befalingsmand paa Agershuus, Erik Gyldenstjerne, holdt
dog dette Danskvældets Fodfæste i Norge; og den norske Op
stands Fremgang standsede i samme Forhold som Christian den
3dies Sag gik frem i Danmark. Erkebispen gav da Kjøb. De
fangne Gesandter, hvorimellem Oslobispen Hans Reff, løslodes
for derved at tilvinde sig godt Forlig. Men herpaa var ikke at
tænke for Lunges Morder, Catholicismens og den norske Selv
stændigheds alt synkende Forsvarer. Han oppebiede ikke den
Hærflaade, som under Anførsel af Danskerne Ulfstand og Hvidt
feldt sendtes imod ham; men frelste sig til Belgien, hvor han
Aaret efter døde. Hans Fæstning Stenviksholm gav sig, og Thrøn
delagen lød. Splid, der skader en Befrielseskamp ligesaameget
som Forræderi, havde atter fra først af betaget disse sidste An
strengelser for Uafhængighed Margen. Adelen var tilbagetrængt
eller bestukken ; Geistligheden skræklammet for de Omvæltninger,
som den altforvel følte nærme sig den ; menig Mand uden anden
Almeenaand end den indskrænkede, som kun satte sig en eller
anden Smaatyrans Tugtelse til Maal; og i alle Classer havde man
alt forud taget Parti for og imod Reformationen. I slig Bund var
det let for et nyt Plageriis at skyde sig op af samme Rod, som
den Hædersmændene Knut Alfssøn, H. Hyttefad, og nu sidst den
idrættuge Bisp Olaf havde fristet at lægge Øxen til. Er det end
mueligt, at de jevnlige, men aldrig tilstrækkelige, Uroligheder i
Norge modnede den nye Konges forbryderske Plan mod dettes
Selvstændighed ; saa er det dog vist, at de Dødelige kun ere
ansvarlige for de nødvendige, forudseede og tilsigtede Følger af
sine Handlinger, men ikke for de tilfældige, Hensigten modstri
dende, om end med Handlingerne forbundne, Begivenheder, Og
om Mennesker, der kjæmpede ulykkeligt for Fædrelandet, gjælder
det fortrinlig, at Mennesker have bestaaet længe og vel nok,
naar de have staaet til de faldt med Ære.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
