Samlede Skrifter : trykt og utrykt / Avhandlinger, opplysningsskrifter 2 : 1834-1837 / 39 (1918-1940) Author: Henrik Wergeland Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK (FRA 1387–1814) - II. NORGE BERØVET SIN SELVSTÆNDIGHED (1536–1814) - 1) FØR ARV- ENEVÆLDETS INDFØRELSE (1536–1661) - K. Christian den 3die (1536–1559)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

II. NORGE BERØVET SIN SELVSTÆNDIGHED (1536—1814).

1) FØR ARV- ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (1536-1661).

* * *

K. Christian den 3die. (1536–1559).

Riget erklæres for Provinds af Danmark. Reformationen indføres. Kongens Kirkeran.

Borgerkrigen i Danmark var egentlig en Kamp mellem Adel
og Geistlighed, Lutherdom og Pavedom. Det sidste Parti tabte.
Kongen sluttede sig ganske til Adelen. Allerede forud ildesindet
mod Norge, og den danske Adel forbunden, hvem det var om
at gjøre at faae dette Rige ligesom udlagt til sig, hvorved det
ogsaa, naar den besatte det, nemmere vilde kunne holdes i
Tømme : tilsagde han i sin danske Haandfæstning paa en Herre
dag i Kjøbenhavn 1536 Danmarks Rigsraad og Adel, at lægge
Norge under Danmark som Skaane, Jylland, ja som dets For
bundsstat Island. Den største Forbrydelse den ene Stat kan
begaae mod en anden, var saaledes af Danmark øvet mod Norge.
Afhængigheden erkjendtes dog aldrig formeligen af Nordmæn
dene. De Dalevende antog den som en Straf, de Betvungne
maatte finde sig i, men som ikke vilde vare længer end Triumfen
eller til Alt kom i den gamle Orden; og de følgende Slægter
som en vel übehagelig Arvpligt, men som dog havde sin Erstat
ning i adskillige af den gamle Frihed udrundne Goder. Saadanne
var den norske Bondes personlige Frihed, medens den stavns
bundne Danske stønnede under Livegenskabet ; ligesaa Voldgivts
retten og Odelsretten, der har reddet meget Jordgods fra at
komme i danske Adelsmænds Hænder. Da Selvstændigheden
især repræsenteredes ved Rigsraadet, og dette opløstes ved den
samtidige Omvæltning i Religionsvæsenet, mærkedes dens Forliis
mindre. Navn af Kongerige beholdtes ogsaa til Stads for Danske
kongerne. Og Christians Forgjængere havde sørget for at der
af Selvstændigheden heller ikke var stort andet end Navnet at
miste. Det lod derfor somom Fornedrelsen ikke mærkedes. Selv
Udet synlig, aabenbaredes den kun i sine Følger for den stille

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>