Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tale til Forfædrenes Minde". 97
»
Din Sejerære Oldtid er nu kun Ord.
Din Frihed lever endnu i høje Nord.
I Mindets Skjold, hvor Tiden som i et Speil
kan skue egne Dyder og egne Feil,
sin bedste Viisdom Saga, den Kloge, skar:
det Folk, som ejer Frihed, nok Ære har."
Normænd! Det nye, !det unge, det gjenfødte Norges Sønner
og Døttre! Det er ikke et Misnøie med disse Tider, en drøm
mende Forelskelse i de gamle, et Hang til i disses Storhed at
søge Trøst over egne Dages Usselhed, til at hjælpe paa deres
Armod ved at kare efter Guldklumper eller Staalstumper i for
dums Herligheds Aske, der lader os fremkalde Fædrenes Storhed
i vore Tanker. Vi feire meget mere derved vor egen Tid. Det
er for at den kan speile sig i Fædrenes Skjolde, at vi ophænge
dem! forat maale dens Kraft at vi byde den at prøve Oldets
Rustninger. Vor Tids Borgersind, Tilfredsheden med gode Dage
samler os, — men ikke til et Altar opbygget for os selv, men
til Forfædrenes Grave, at vi kunne være alvorlige i vor Glæde,
afhøste gammel Tids Lærdomme mellem egne Dages Sødtale,
flette Gravgræs ind mellem Blommerne foråt mindes deres For
gjængelighed.
Dertil, ikke til Forfængelighed, er det vi fremkalde Fædrenes
Minni, og fremmane deres Dyder forat disse kunne mønstre vore.
Var der ingen Lighed imellem dem — forgjæves traadte da disse
Masser sammen nær det gamle Eidsevjuathing, i Norges minde
rigeste Egn, paa den Val hvor Borgerkrigen udøste sit sidste
Blod! forgjæves paakaldte vi de gamle Tiders Aand, naar disse
intet Forvandtskab havde med vore Tiders. Vinden, som nu liig
en venligt hviskende Erindring suser gjennem Græsset paa disse
Fædrenes Høje, vilde forfærde os; denne høitidelige Taushed
ligne den Blegnen, som overfarer den vanartede Søn naar Fa
deren træder ham for Øinene; for Bautaen, i hvis Ly vi saa
gjerne hvile, vilde vi gaae afvejen som var den en graa Skygge,
der truende reiste sig fra Højen.
Men Held os, at det er anderledes. Disse Minder tiltale os.
Ingen Skræk fæster sig til disse gamle Grave. Disse Skygger
synes os nærmere befrændede end Mellemalderens forglemte,
som levede under Fædrelandets Fald uden at see dets Gjenop
reisning. Vort Norge og Fortidens Norge synes som to afbrudte
Halvringe, der passe paa det nøieste isammen; Mellemalderen
Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter. 11. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
