Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
søgte tilthinge for at tale, dømme og dømmes, og som ikke for
den fnysende Konges Skyld fordømte den Uskyldige. Retfærdig
hedens og Høimodets, der lod Erik Jarl beundre og benaade
sine tappre Fiender paa Dødsblokken — som igjennem den døende
Hakons Mund tilsagde Banemanden Riget, og lod den krænkede
Sigurd Hranesøn falde Fornærmeren tilfode.
Nationalæresfølelsens — ikke Forfængelighedens, der udfoldede
Jordsalafarerens spraglede Silkeseil — men den alvorlige, som
oprørtes ved danske Svends fornærmende Anordninger, og for
stødte ham; — ikke den hævntændte, som 100 Aar efter brændte
Engellands Byer til Soning for Haarderaade, men den retfærdige,
som vogtede Landet og dets Besiddelser, som forhøiede Kræfterne
i Svollderslaget, og raabte „Striden bliver skarp, thi der er Nord
mænd mod Nordmænd"; som gav Olaf den Hellige Riget frem
for de Fremmedes Lehntagere, og afskyede selv Skinnet af Af
hængighed.
Trofasthedens Aand, hvorfor Norden var berømt, saa Mykle
gardskeiseren kun troede sig sikker bag dens Mænds Sværde . ,
den, der hyllede den unge Håkon ind i Bjerkebeinernes Kapper,
da de reddede den dyre Prinds den uveisomme Østerdal igjen
nem, igjennem alt Midvinterens Yrveir — den som udstraalede
over Norge i Ung-Reidars Hjerteblod, da han fangede Spydet
for sin Konge og segnede med ham — og hvis Ære hvilede i
Urold, men strakte sine Tinder op i Thronpillarerne Thjostolf
Alesons og Gregorius Dagsøns Skuldre.
Mandemodets, der rejste sig ved Davrebordet paa Stord, og i
Ølvar Bonde sprang ensomt fram mod de mylrende Vender i
den brændende Stad. Den Standhaftighedens, som seirede i
Bjerkebeinerne. Fyrighedens, der ikke lod Modet fryse, om de
for den gode Sag vandrede Vinteren igjennem og Norge paa
langs og tvers i den dybe Sne paa Næversaalene — der styr
tede frem i Berserkerne — og som var Blodet i Fædrene-Tap
perheden ligesom Æresfølelsen var Hjertet Frisindets og
den ædle Stoltheds Aand, som tyede udover Bølgerne og besatte
Island og Øerne, da den holdt Friheden for tabt — som lagde
djærve Ord i Folketale, og gav Sandheden Mæle som den var til.
Medborgere ! af flere end disse ædle Kræfter bestod den Aand,
som rørte sig i det gamle Norge. De vare barske disse Fædre,
siges der. Ve os, om denne Barskhed, naar Hornet gjalder, ei
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
