Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
som en Nødvendighed, at de Henfarne med frigjort Aandeblik
fra deres himmelske Høide kunne i eet overskue deres hele for
bifarne Liv med alle dettes Handlinger og disses Følger, ja
Tankerne i deres Vraa, disses ufødte men dog avlede Gjerninger,
Idrætternes ufødte Fostre. Selv Lastens nidkjære eller døsige
Træl kan ikke unddrage sig fra denne Tanke, fast at han ikke
lader den klarne til Tro. Den hænger over ham som Lynet paa
den endeløse Hede. Som de stedse fremskyllende Bølger paa
Stranden vender Ahnelsen, overskyllende hans Forbrydelsers
Vellyst, tilbage: at ogsaa ham venter paa som Aand i Arv et
frigjort Blik for hvilket Gjerningerne i deres lange Følgerækker
ville oprulle sig som Linjerne i et forbrydersk Brev, der troedes
tabt men under Dødstrudsler holdes for Øinene. Stundom, som
naar en Slange skydende over Vejen forfærder os, gjennem
skjæres hans onde Beregninger uvilkaarlig af Tanken, at disse
Slanger, han ynglede i sit Hjerte og lod udkrybe i Støvet for at
dræbe og forgaae, i jammerfulde Følger skulle yngle i Led paa
Led en Vrimmel, der forfølger ham hisset. Pludselig træder
Rædselen frem fra hans Sjels Baggrund, at Synd ei døer med
Støvet, at Skjændsel kan overleve selv jordisk Ære, hvori han
maaskee hylledes, at Bedrageriets Regninger kunne gjælde selv
der hvor Guld ei gjælder, at Nag ikke standser ved Graven. —
Og i den dydige Sjel udtaler samme Hemmelighed om Aanden
sig i en liflig Ahnelse, som den har uddannet til sin skjønneste
Tro, saa den veed, at den hisset med salig Forundring skal sec
hvorledes den dernede i Støvhjertets Snare kunde føle og ville
som den i sin Himmel tør vedkjende sig at ville — at den Ret
færdige skal see sine Veje udbredte saaledes som han vandrede
dem, og gjenfinde sine Spoer paa den trange Stie han gik, vi
gende ikke af til høire eller til venstre — at den Høimodige
skal undre sig over at det Offer, han ansaae ringe, den Kamp,
der er forsvunden, disse Sukke af en bekjæmpet Egenkjærlighed,
han ikke mere fornemmer Smerten af, har hensat ham mellem saa
rige Salighedsfrugter; at den Strid, Høimodighedsofferet kostedc
den Dødelige har efterladt saa sød en Klang i Engelens Minde;
at et underkuet Ønske, et Forsoningshaandtag, en liden Op
offrelse, et Øjebliks Handling men ikke et Øjebliks Beslutning,
har kunnet udstrøe slige Velsignelser paa Jorden i et forbedret
Fiendehjerte, maaskee i gjenreist Fred og alle dennes Følger;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
