Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nogle Ord fra Prækestolen. 309
Mare. 7 C. 13 V.
Gud har lukket det ydre, Legemets, Øre paa enkelte Men
nesker. Vi maa beklage dem; thi vi maa antage, at de ere
mindre lykkelige, eller rettere mindre istand til at være lykkelige,
omendskjøndt den Algode ogsaa da, naar han saaledes tildeler
sine Gaver, ved somoftest i andre Henseender at erstatte Man
gelen, giver os Anledning til at prise hans Godhed og Viisdom.
Om de Gamle hos hvem Øret ofte lukker sig somom de havde
hørt nok af denne Verdens Larm, er ikke Talen, men om de
Døvfødte, hvem Gud dog ofte — næsten som om Mennesket
kunde kræve det — i andre Henseende erstatter, og kun yderst
sjelden saaledes berøver de menneskelige Sandser og Evner, at
de ikke høre det ene Vigtigste : Guds Vilje og Forjettelser: hvad
Gud kræver af Mennesket og tilsiger dette. Den Døve altsaa
høre? Der gives altsaa et andet Øre end det som er lukt
for ham?
Ja Menneskene have et andet Øre end dette, som kan lukkes
paa saamange uforskyldte Maader: et Aandens Øre, hvori der
boer Opmærksomhed og Eftertanke: et som Gud kun berøver
dem, han berøver Forstanden: et som selv den Døve kan have
fiint og skarpt. Tanke er dette Øres Lyd. Derfor kan Guds
Vilje, Loven — den Han ogsaa skrev i Hjerterne — og Evan
geliums Forjettelser fornemmes af dette Øre og fattes af Sjelen,
om end al Verdens Tummel eller liflige Klang ikke høres mere
end Taagernes lette Hengliden over hinanden, og synes kun som
Miner uden Lyd. Ofte er endog hiint indre Øre — det vi skulle
tåge med os og bruge som Sands hisset — fortrinligen skjærpet
hos Den, hvis ydre Øre er lukt. Men ofte — hvilken sørgelig
Modsætning — er hiint indre Øre, der lytter til Pligtens Stemme,
der forstaaer Guds Viljes Røst og hører Himmelske at tale, lukt
hos de Mennesker, Gud udrustede baade dermed og med alle
sunde Sandser. Medens den stakkels Døve sidder for sin Tavle
med alle sine Evner anspændte, ikke træt af langsomt og be
sværligt at lære hvad der er ham til Salighed og til Nytte, med
Møje arbeidende forat opfatte Guds Røst, som igjennem Tegnene
søger Vejen til hans Hjerte for der underligen at svare til og
vække de Begreber om Ret og Uret, som der slumre — medens
hans kloge, tænksomme Blik viser, at han føler sin Ufortrøden
hed lønnet, at Aandens Øre er fiint, at den vinder Sejer over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
