Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
den legemlige Mangel — medens dette fryder os og giver os et
nyt stærkt Beviis for Sjelens uafhængige Selvtilvær og et nyt
Udødelighedshaab : saa see Vi ofte den med alle Sandser Be
gavede sandsesløs og uvidende om selv sin nødvendige Salig
liedskundskab, om hvad Ret og Uret er. Vi see ham misbruge
eller forsømme de ydre Sandser, ved Dovenskab og ved Vane
fremkalde Udygtighed til at tænke, og at sløve sine indre Sandser,
Verdens Røster — de der kalde til Gjerrighed og Vellyst og
Vrede — bemestre sig hans Øre, saa at tilsidst Intet didigjennem
til Sjelens kan indtrænge. Eller, om endog den gode Gud, til
fuldkomne legemlige Sandser lagde saa ypperlige Sjelens Kræfter,
at denne aldrig kan undlade at see det Sande og vide det
Rette — mon ikke vort Sind stundom bedrøvedes ved at see
Mennesker ringeagte deres bedre Viden, lade Sandheden gaa
indad det ene og udåd det andet Øre, forkaste hvad Ettertanken
bekræfter og Samvittighed tilhvidsker hiint indre Øre alteftersom
Øjeblikkets tilsyneladende Nytte fordrer det, alteftersom Djævelen,
Egennytten, blænder de ydre Sandser?
Saaledes ødsle de i sin Overflod med Guds Velsignelser, med
hans himmelske og jordiske Gaver. Og de Fornuftige see det
med en Sorg, der er bittrere, men dog ligner den Følelse hvor
med en god Agerdyrker seer Ukrud fedes i fortrinlig Jord; og
deres Beklagelser over at Guds rige Velsignelser foragtes eller
bruges til Fordærv nærme sig Ønsket om at Disse, der vise at
de ikke kunne bestyre det Meget, heller havde mindre, og til
Tanken, at det dog var bedre, at de ikke hørte, end at de saa
villigen give alt Ondt alle forførende og fordærvende Røster
Gehør.
Saadanne Mennesker! and. Tilhørere! ere isandhed døve —
ikke Den, der vel ikke hører sit Navn, men Guds hellige Navn;
ikke de Røster som lede til Skjændselen, til Dydens og Ærens
Grav, men de høje og himmelske Røster, der raabe: „Salige ere
de Rene af Hjertet; thi De skulle see Gud!" — ikke Ære- eller
Penge-Gjerrighedens Fristerstemme, ikke den vilde Lastefuldheds
Kommandoraab, ikke Bagtalelsens Hvislen og Løgnens høje men
falske Eder; men kun de guddommelige Forjettelser, og et udøde
ligt Haabs milde, opløftende Tale. Hine ere isandhed døve —
de høre ikke hvad der taler i deres eget Hjerte; men dertil
bøjer den udvortes Døve alvorsfuld sit indre Øre. Han har hørt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
