Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter. 7
laante, for at give Sproget Tække; men Hovedindholdet af Ta
lerens Ord maa være Prosa, som han bruger (eller misbruger)
til at overbevise sine Tilhøreres Forstand, eller, i alle Tilfælde,
til at overtale dem, ved ligefremme og virkelige Bevæggrunde
til et practisk Gjerningsmed. Demosthenes og Cicero vare vel
talende; men Hvem vil paastaae, at de vare poetiske? De vare
veltalende, ildfulde, aandrige; de ræsonnerede, og overtalte der
ved; men de skulde ikke have været overtalende, om de havde
gjort Brug af Poesi, der er indviklet, istedetfor at Prosa er sim
pel og let fattelig, for det Med, de havde, at overbevise sine
Tilhørere.
Om ingen af disse Fornuftegenskaper ere væsentlige for Poesien,
er det dog neppe nødvendigt for os at sige, at dette er heller ikke
den blotte Versform, omendskjønt den kan være hensigtsmæssig
og maaskee endog nødvendig for dens Tilvær. Vers er det Om
rids eller den Form, hvorved Poesien er bunden: den er Poesien
tilføiet, men ikke dens belivende Princip. Heller ikke er Poesi
Musik, saa at den, prøvet efter sine Love, enten i Versmaal eller
Melodi, nødvendig maa være skuffende. Det er godt nok, for
Moroskyld, at beskrive nøie, hvorledes vore store Digteres Vers
linier ere formede; men at udlede Autoritetsmønstre af Digte,
som have været forfattede uden Forbillede, er intet Andet end
at hente Beviisgrunde for Trældom fra de herligste Beviser paa
Frihedens Fordele. Shakespeare skrev visselig uden Hensyn til
noget Mønster; han betroede sig til sit Øre og frembragte de
skjønneste dramatiske Vers i Verden. Milton, uden Sammenlig
ning den største Skribent i episk Versart, hvoraf vi kunne rose
os, kyndig, som han var, baade i Versbygning og Tonekunst og
begavet med den fineste Opfattelse af det Harmoniske, formede
sine Digte tydeligen uden Mønster, og, idet han satte Tillid til
sit Øre, fremkom disse fortrinlige Tonefald, hvoraf alle hans
Digte, fra Lycidas til det gjenvundne Paradiis, overstrømme. Det
er ogsaa i Sandhed unegteligt, at de Vers, som paa det Fuld
komneste ere dannede efter et Mønster, almindeligen ere de,
der mindst behage. Vi trættes snart af Linier, hvor Meningen
uforandret ender med den tiende Stavelse; og, dersom vi ind
rømme dette og tillade Digteren at ende sine Perioder i Midten
eller nogen anden Deel af Linien, hvor ophører da hans Privi
legium? Verset betinger, efter sin egen Natur, Intet uden Regel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
