Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ole Bull. 217
af det Tre- og Tostemmige med de fulde Akkorder er det dog
altid mere end Nul; der forekommer ret effektfulde og vanske
lige Steder, men som rigtignok meget modificeres ved den sær
egent tilskaarne Stol, Man vil nu spørge: Men hvorfor virker
da Manden saa meget, eller hvorfor gjør han saa megen Opsigt?
hvorfor langt mere, end de fleste Violinister, som I kalde store?"
Der er Intet saameget at forundres over, som at man endnu ikke
veed dette. Han kjender sin Tid og sine Folk, og tåger ei i
Betænkning at benytte dette Kjendskab. Han karrikerer sit Spil
saameget muligt, forøger det virkelige Gode hos sig ved alleslags
Snurrepiberier, som tildels slet ikke høre til Sagen, men hvilke
pudseerligt frappere og amusere den barnlige, skuelystne Mængde ;
han mystificer^r den, og det er ganske tilpas for de Folk, saa at
vi kuns vildeiee derover, hvis Kunsten selv blev dragen for langt
ned i det Lave derved. Hvilke Ting have da de Folk meest
applauderet, og det saaledes, at det rungede i Huset? Vi ville
fortælle nogle af dem. Orchesteret tier, da lader han paa Kvinten
falde et Par høie Flageolettoner af Septimen, og efter en halv
Takts Pause hvirvler den store Tromme igjennem IV2 Takt en knal
dende Solo ; han gjentager sin Flageolet paa Terzen og den næste
Accords Grundtone samt den store Tromme svarer ham med
medfødt Klarhed, og beskjæmmet forstummede den strax for den
henrykte Mængdes uhyre Bravos, og den Feterede bukkede sig.
Efter en anden Solo lod han, kraftigere end Paganini, Gulvets
Brædder, hvilke betyde Verden, drøne under Fodens mægtige
Stampen, og Husets Verden gav et hundrede Gange stærkere
Echo igjen i Knaldet af de høit klappende Hænder. Og paany
brusede Bifaldets uendelige Torden igjennem den vide Hal; thi
et arpeggierende Strøg fra Spidsen af Buen op til Froschen havde
hævet det med Håar betrukne Stykke Træ i Veiret, hvor det i
gratiøs Holdning stod stille i nogle Sekunder, beskuet af Mesterens
Blikke. Og atter paånyt ordnede sig til en bølgende, i Hurtighed
voxende, god, men dog ikke uhørt, Slutningssolo et drillende
(neckischer) Anhang af den siirlige Flageolet; umiddelbart der
efter Bukning — Aftrædelse — uhyre Brusen af Henrykkelse.
Og alligevel blev denne Genialitet, hvilken vi, selv som en nyttig,
maatte smile over, overtruffen af en anden, hvilken Ingen vil
negte Fiinhed, som ogsaa af den Grund forekom to Gange, uden
at forfeile sin Virkning. Virtuosen lod nemlig efter Stykkernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
