Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter. 347
gere Tanker om det, naar vi see, hvad det dog har været istand
til med disse Hjælpemidler, som engang for alle ere givne Slægten
fraoven? — disse Triumfer, Kulturhistorien dog hjembringer fra
de stedsevarende Kampe med vældige Modkræfter, det Sande
og Gode har maattet bestaae? — disse utvivlsomme Resultater
efter saamange utilfredsstillende Forsøg paa en Grunden af et
høiere Fornuftens Rige, som vel give Historien dens ideale Helte,
men hvilken ikke kunde blive varig formedelst deres Medmenne
skers Skrøbelighed? Eller kan Guds Anordning eller Menneskets
Rang som Menneske d. e. som en ufuldkommen Skabning, tabe
i Anseelse, fordi ogsaa hine saa ofte seirrige Modkræfter tilhøre
dets Organisation ? Det maatte ogsaa have Magt til at gjøre Ondt
og blive en Daare, hvor det kunde være de Himmelske liig. Sæde
ligt Værd og Oplysning udspringer kun af Kampen med den
uædlere Natur og ved Anstrengelse af de aandige Kræfter, som
tjene det Gode. Var Kampen lettere, saa var Æren mindre. Den
dyriske Naturs Drivefjedre, de egoistiske Tendentser, ere stærke
og kraftige; men de virke kun for Individet og Øieblikket, mens
vor himmelske Natur virker for Slægten og for det Evige. Det
er Kampen mellem en Kjæmpe og en Alf. Kjølleslagene synes
at knuse denne, men den er stedse levende paany. Af Nødens
haarde Bund er ikke Kulturens første, men stærkeste, Skud op
rundne; saa kjær og gavnlig Rolighed er den, har den maattet
vænne sig til at skyde sit Flor under Storme. Men dette viser
dens evige Natur og himmelske Styrke. Den døde ikke i sin
hjælpeløse Barndom; fra Intet af har den ved egen Kraft hævet
sig til dens nærværende Standpunkts forholdsmæssig betydelige
Høide; deri ligger Forjettelsen om et Menneskehedens stedse
bedre Tilkommende, og den fasteste Borgen forat Kulturen aldrig
kan give tabt og forgaa, men at den engang, uagtet de talløse
Skuffelser af bedre Forhaabninger, vil opfylde vort bedre Selvs
billige Krav og Forventninger.
Derfor kan Menneskeheden takke sin uforsonligste Plageaand,
den übøielige Nemesis, som forfølger alle Feiltrin, om ikke Indivi
dets anderledes end med Samvittighedens Pidskeslag, saa dog
ganske vist Slægtens med synlige Følger. Uden Smerte drager
den Nytte af Individernes Lidelser. I Ondet selv ligger dets Hel
bredelsesmiddel. Ikke theoretisk men praktisk, ved Lidelser og
Erfaring, lærer Mennesket Fornuft. Hovedbestemmelsen i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
