Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Arbeidsklassen I. 69
uden Selvstændighed, det er ganske Slave. Mod Mismod i
Ulykker og mod Fortvivlelse, Mismodets Følgesvend, er da Haa
bet det eneste Virksomme, og det Eneste, som kan opholde
Taalmodet og de synkende Sjelskræfter.
Til at styrke og fremkalde Haabet synes intet at være nær
mere end Erfaringen om de menneskelige Tings Omvexlinger. —
Fordi det er slemt nu, skulde det derfor ogsaa i Fremtiden
blive saa?" har en af de Gamle spurgt. Der er intet stadigt,
intet stillestaaende under Maanen ; den hele Natur er i bestandig
Forandring, gaaende frem og tilbage, og erstattende med ret
færdig Haand til anden Tid det til een Tid efter Tingenes Orden
nødvendige mindre Gode. Saaledes følges Vinteren af Vaaren;
den klare og rolige Dag lader glemme Stormens Slud; den ind
strømmende fri Lufts Balsom opliver de svage Livsaander, og
udsletter Erindringen om Sygelejets Smerter.
Et Tilbagesyn over Tildragelserne, og Enhvers Erfaring om
Hændelserne, som han har oplevet omkring sig, vil lære, at der
er vel saa megen Rimelighed for, at den Uheldiges Kaar maa
kunne forbedres, forudsat at han ikke selv bestemt arbeider mod
deres Forbedring, som for at den saakaldte vedbliver
uafbrudt i Besiddelse af sin misundte Lykke. Hvor mange Taa
rer har ikke Enhver, som har villet agte herpaa, seet aftørrede
i Øjne, der ingen Udvej saae! Hvor kraftig er ikke Tiden til at
lette Sorg, lindre Smerter, afhjælpe Trang! Hvor mange have
ikke i Haabet om heldigere Dage fundet Kraft til at kjæmpe
mod det nærværende Onde og at arbeide sig frem til det bedre !
Og da, hvilke behagelige Følelser er ikke en saadan forandret
Tilstand forbunden med, fremfor den vedvarende Lykkes Kjed
somhed ?
Kunde det da end nogensinde ansees undskyldeligt , at den
Ulykkelige søgte i Dødens Arme Enden paa sin Jammer, maatte
det dog først være, naar der intet for ham meer her i Verden
ellers kunde være at haabe, naar enhver anden Udvej var ham
for bestandig spærret. Det kunde aldrig før betragtes som den
sidste Tilflugt, som et mindre Onde. Men naar indtræffer dette ?
og hvor er det Menneske, hvis Stilling er saadan, at den umu
ligen kan forbedres, at Naturens Kraft og Tilfældene og Tingenes
Orden og Omvexlinger ingen Indflydelse mere have eller kunne
have paa hans Stillings Forandring? Naar da Døden vælges som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
