Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Arbeidsklassen V. 69
Stilling maae være saa naturlige. Følelsen af hendes tilkom
mende Skam virkede meest levende hos hende. Hun tænkte sig
forladt, forskudt og spottet af den Verden, der havde fattet saa
høie Tanker om hende, lige fra det Øjeblik, da hendes Fald
vilde blive bekjendt. Hun søgte at skjule sin Ulykke uden at
aabenbare den for noget Menneske. Men Græmmelsen, der
udeelt næres i den Ulykkeliges egen Barm alene, raser heftig;
den ulykkelige Pige fornam dette levende. Saa ofte som hun
var alene, henflød hun i Taarer, og Anfald af Fortvivlelse endte
de Timer, hvori hun dybsindig havde overveiet sin Forfatning.
Hendes Venner og Huusfolk ansaae hendes Taarer for at være
en Told, som hun ydede en kjær Venindes Aske, som dengang
nyligen var død. Hvo skulde og kunne have drømt om, at en
uskyldig og englereen Pige havde kundet falde? Imidlertid nær
mede den skrækkelige Time sig alt meer og mere, der skulde
aabenbare Hemmeligheden om hendes Fald, som hun saa længe
havde holdt skjult. Den Ulykkelige gysede tilbage, saa ofte hun
tænkte derpaa. Hvilken Pige er ogsaa stærk nok til paa engang
at kunne bære Verdens Spot, kjølnet Venskabs Ligegyldighed,
intolerant Ondskabs haanende Latter, Kirkens Forbandelse, en
Faders Bebreidelser og en krænket Moders bittre Taarer? Den
Time, som den unge Kone fryder sig ved at tænke paa, det
Øieblik, hvori Kjærlighedens første Pant endnu fastere knytter
de Baand, som forenede Fader og Moder sammen, indeholdt
Skrækkebilleder for hende, hvortil hun nærmede sig med ligesaa
megen Skjælven, som den til Døde Dømte til Sværdets sidste
dræbende Slag. Hendes hele Bestræbelse gik ud paa, at ville
oppebie denne Time i Eensomhed. Ak! havde hun dog villet
betroe sig til sin Moder, eller til en Veninde, eller og maaskee,
for Tausheds Skyld, til en Ven, hvilken Angest, hvilken For
brydelse havde hun da kunnet undgaae? Hendes Ønske blev
opfyldt: hun var alene, da Timen, som hun saa ofte med skjæl
vende Frygt havde ventet, indfandt sig. Frygt neddæmpede
Fornemmelserne af Smerten, og Fortvivlelse gjorde hende enhver
Hjælp undværlig — en hjælpeløs Skabning laae for hendes Fød
der, der begyndte sit Liv med at begræde sin Tilværelse. Bar
nets Skrig var som en Dolk, der gjennemborede Moderens Sjel.
Forgjæves søgte hun at tysse det; dets Graad blev immer lyde
ligere, og nu — åk! neppe formaaer jeg at udsige det — nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
