Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
Taarer rinde — Fjernt, fjernt øine de i Ørkenens Rand nogle
lysende Palmer — da ahner det dem, at didhen skulde de have
vandret. Men, ak! hvad hjælper det nu at famle efter Staven?
—nu er Benet stivt og Øjet mat. Du maa døe i din Ørken, i
dit daadløse Liv, som Du skal gjøre Regnskab for — Ikke længer
mægte dine Kræfter, men kun en Naadensstraale at henbære dig
under de Palmer, hvorefter du sukker.
Han er forsvunden . . Saaledes forsvinde Tusinder — saaledes
forsvinde utallige herlige Aandskræfter , hvormed den naadige
Gud forherligede Støvet. Kun de anklagede, de foragtede —
nei, de sørgelige Minder blive tilbage, indtil ogsaa de, som Røgen
af et brændt Tempel, forsvinde.
Kun de sørgelige Minder blive tilbage? 0! men hvi blive de
ikke tilbage i vor Erindring som Sæden til en herlig Høst af
Viisdom og Erfaring? See ikke Menneskene den Lastefuldes
Trin, og vandre dem? ja for Guds og Verdens Øjne spytte de
i dem, og — vandre dem? See ikke Menneskene Daarens Trin
og haanlee, og — vandre dem? De dadle den Forfængelige,
den Gjerrige, den Dovne, hvem tom Ritter og ufrugtbar Mammon
og dorsk, daadløs Trældom er Alt, er Klenodet de løbe Livets
Bane for i sin Sved — De høre de hellige, alvorlige Røster fra
Templet, der kalde den Vildfarende tilbage — og de raabe : hvi
vender han dog ikke tilbage —, og, brydende Staven over den
ulykkelige, forblindede Broder, ile de ad samme Vei til samme
sørgelige Opvaagnen, samme nedknugende Erkjendelse af det
sande Klenod, vi skulle gjennemløbe Livet for. De høre Spotten,
der rammer Lasterne, og Deres Latter blander sig deri, som ikke
tåge i Betænkning at begaae dem alle for at kunne naae et af
de samme forgjængelige Klenoder, hvorfor den Ulykkelige, de
spottede, nu vrider sine Hænder.
Ja Den, der maaskee var Vidne til den Rovgjerriges og Ud
sugerens Dødsstund, som hørte ham beklage med Sønderknu
selsens, selve Retfærdigheden rørende, Jamren, at en uretfærdig
Penges Glimt var ham mere værd end det af et Samvittighedens
Smiil i hans Hjerte, — at Guld — det koste Blod, det koste
Taarer! — var Klenodet, han anstrengede sig paa Banen for —
denne Samme vendte sig maaskee bort fra den store Lærerstol :
en døende Synders Leje, for i næste Stund, fæstende samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
