Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Arbeidsklassen VI. 121
kjende hvorledes han foer vild, og uden at han seer sit Klenod
henfalde til Støv i sin døende Haand, der for seent udstrækker
sig imod det Klenodium, som han nu seer straale i al sin Glands.
Men, Arme! din Haand synker — der er jo et Dyb imellem.
Som en liden Revne begyndte det jo da de forskjellige Løbe
baner delte sig; men nu er Revnen stor . . . der skal en Barm
hjertighedens udsendte Engel til at lette Dig op, Du med den
synkende Haand.
Ja vide vi ikke, at disse Daarer, som svedede saameget, som
løb saa langt efter disse glittrende Klenodier paa de falske Stier,
ofte see dem blegne til værdløst Kram, som de maa slænge fra
sig, saasnart de faae dem i sine Hænder?
Vide vi ikke, at han, der syntes, at en Hæderskrands vinkede
ham paa Ærens Bjerg, pludselig saae en Slange eller en Lænke
i sine Hænder, naar han troede at sætte Krandsen paa sin Isse,
og at Bjerget daler ned til en lav Tue, hvorpaa han i bitter Anger
synker hen? Da høiner sig det Klenodium, han foragtede, til et
straalende Kors paa et Seirens Golgatha. Han griber derefter
fra sin Tue; men ak! hans Tue er lav, men det foragtede Kle
nods Æresbjerg er høit. Og Tuen lukker sig over den Jamrende
— en Vind farer henover Sandet, og Sporet er ikke mere af en
Daare, der løb sig sjeletræt efter et skinnende Støv, medens det
Herlige og Hellige stod øde og saae kun Faae vandrende til sig.
Han forsvinder i sin Dybde . . Der skal en almægtig Arm til at
opløfte ham did hvorhen hans sidste Øjekast vendte sig. Han
forsvinder . . Give blot, at Følgerne af hans onde eller daarlige
lid ogsaa altid forsvunde, og ikke gjenbleve som Anklagere, der
raabe til Himlen fra Jorden og hindre Barmhjertighedens Arme
fra at aabne sig!
Ligeledes : vide vi ikke, hvorledes Mange løbe sig tildøde uden
bestemt Maal, irrende om, kun ikke mod det Rette, prøvende
alle Veje, kun ikke den, der fører did hvor vi see Hvilens Port
med Ærens Krone over ved Banens Ende? Nu blive de trætte,
nu tynge Dagene sig paa deres Skuldre, nu skulle de sætte sig
under Alderens ærværdige hvide Telt, og see sig om. Men hvad
see de? hvor ere Sporene af deres rastløse Trællen? hvor er
Banen, som de løb ? Den sees ikke der fra den Steen hvor de
sidde i denne sporløse Ørken; — men Sandet, som de oprørte
med sine vildsomme Trin, hvirvler dem i Øjnene, og Smertens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
